Rentemøde i USA sender danske boligrenter op

Den 10-årige danske statsrente stiger fra morgenstunden med 4 bp.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
Højeste antal lånetilbud fra realkreditten i 12 måneder

I går aftes afholdt den amerikanske centralbank rentemøde, og selvom der ikke blev pillet ved renten, så blev der i deres pres­se­med­del­el­se skruet mærkbart op for retorikken med en forventning til en ren­te­for­hø­jel­se. Meget peger på, at ren­te­for­hø­jel­sen allerede kan komme til det næste rentemøde i marts. Centralbanken valgte at se gennem fingrene med, at de finansielle markeder har udvist voldsom turbulens med udsigten til netop ren­te­for­hø­jel­ser­ne.

Det sendte ovenpå rentemødet de 10-årige amerikanske statsrenter kortvarigt op med næsten 10 bp, men faldt efterfølgende og stabiliserede sig omkring 6 bp højere end før rentemødet. Det smitter også af på de danske renter. Den 10-årige danske statsrente stiger fra morgenstunden med 4 bp.

De danske boligejere går heller ikke fri, hvor renten peger op på de 30-årige fastforrentede realkreditlån her til formiddag. Her sluttede 2%-lånet med afdragsfrihed dagen i går i kurs 99,4, mens kursen i skrivende stund handler nede i kurs 99,0.

Vi står i øjeblikket med det højeste renteniveau på lån med fast rente i næsten 2 år. Og ser vi bort fra de kaotiske dage i coronakrisens indledning, så skal vi faktisk tilbage til marts 2019 for at finde et tilsvarende højt niveau for renten. I tillæg betyder den seneste renteudvikling, at duften af et helt nyt 2%-lån med afdrag tager til. Vi skal ikke længere end 1 år tilbage før renten hed 0,5% på boligejernes favoritlån, mens den altså i denne tid er tæt på definitivt at hedde 2%, hvilket vil være en tredobling af renten.

Det seneste års rentestigning har stille og roligt gnavet bider af boligejernes ned­kon­ver­te­rings­mu­lig­he­der, og er stort sendt helt ud i mørket med det aktuelle renteniveau. Heldigvis har mange boligejere allerede slået til ved tidligere lejligheder og samlet set har boligejerne sparet milliarder af kroner ved de seneste års massive ned­kon­ver­te­rings­bøl­ger. De boligejere kan så i stedet begynde de indledende overvejelser om en mulig opkonvertering – især hvis de tilhører den gruppe af boligejere, som fik fingrene i et 0,5%-lån til en høj kurs.

Den højere rente på et 30-årigt fastforrentet lån betyder, at det i dag er ca. 950 kr. dyrere i månedlig ydelse at låne 1 mio. kr. afdragsfrit i forhold til for 1 år siden. I dag kan man få et fastforrentet 2%-lån med afdragsfrihed til en kurs 99,0, mens man for 1 år siden kunne få et 0,5% lån med afdragsfrihed til kurs 96,9. Det kan påvirke overvejende boligkøbere, som for nogens vedkommende ganske enkelt må se sig om efter en billigere bolig, da finansieringen er blevet dyrere.

Relaterede artikler