Laveste antal tvangsauktioner i en januar siden 2007

Det er glædeligt, at tvangsauktionerne befinder sig på det her lave niveau.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
Kurs mod færrest tvangsauktioner i 14 år

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at der i januar blev bekendtgjort 105 tvangs­auk­tio­ner, når vi tager højde for normale sæsonudsving. Det er det laveste januar-niveau for antallet af tvangs­auk­tio­ner, som vi har set siden 2007. Statistikken går tilbage til 1993.

Tvangs­auk­tio­ner­ne starter 2022 ud på et ultralavt niveau, og fortsætter altså det lave antal, som vi også var vidne til sidste år. Januar byder tilmed på det laveste antal tvangs­auk­tio­ner for netop den måned i 15 år. Og vi skal ikke lede længe efter forklaringen. Danskerne har nemlig en bundrobust privatøkonomi, som bl. a. hænger sammen med stor jobsikkerhed og at danskerne er ganske velpolstrede. I tillæg betyder de gunstige forhold på boligmarkedet, at det er lettere at sælge boligen i fri handel, inden en tvangsauktion kommer på tale, hvis der opstår problemer med at betale terminen.

Det er glædeligt, at tvangs­auk­tio­ner­ne befinder sig på det her lave niveau, hvor boligejernes betalingsevne også er i top, hvilket vi fik bekræftet i starten af ugen med den laveste re­stan­ce­pro­cent i 14 år. Vi forventer, at det billede også vil være gældende i den kommende tid, da både boligmarked og dansk økonomi udviser stærke tegn. Godt nok er boligmarkedet gået et gear ned i forhold til det vilde tempo i starten af 2021, men boligmarkedet ligger på ingen måde i dvale, og det vil kombineret med den stærke betalingsevne holde tvangs­auk­tio­ner­ne i meget kort snor.

Relaterede artikler