Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Boligudbuddet stiger for første gang i 8 måneder

Boligudbuddet stiger for første gang i 8 måneder

4. april 2022
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Boligsiden viser, at boligudbuddet steg i marts for alle boligtyper. Antallet af huse til salg steg med 3,7% så der i dag står 23.397 huse til salg. Udbuddet af lejligheder steg 4,8% til nu 5.719. Sommerhusmarkedet voksede mest med 6,8% så i alt 4.070 sommerhuse i dag har et skilt i forhaven.

For første gang i 8 måneder stiger antallet af ”Til Salg”-skilte på boligmarkedet, så der nu endelig bliver lidt mere at vælge mellem for boligkøberne. Men inden jubelbrølet går i gang hos de boligsøgende, så er udbuddet fortsat helt ekstremt lavt. Trods stigningen i marts, så befinder det sig stadig nær sit laveste niveau i 16 år. Samtidig ligger det helt typisk i kortene, at udbuddet stiger gennem foråret, så det større udbud af boliger i marts kommer ikke som verdens største overraskelse.

Udbuddet af boliger er nogenlunde uændret sammenlignet med for et år siden. Sammenlignet med for to år siden, og inden det hæsblæsende tempo på boligmarkedet under coronakrisen, så er boligudbuddet i dag 34% lavere. I forhold til 2019 er boligudbuddet dykket med 43%.

Boligmarkedet står overfor en udfordrende tid, hvor det kort sagt er blevet dyrere at eje en bolig. Renterne er steget markant, hvilket gør boliglånet dyrere, og samtidig er energipriserne steget, hvilket gør dagligdagen i boligen dyrere for mange danskere. Det vil unægteligt bide på danskernes sult efter at købe bolig og påvirke både handler og priser i nedadgående retning.

Boligmarkedet har dog også sine modsvar til den modvind, som de højere renter og energipriser leverer. Trods stigningen i udbuddet i marts, så er der fortsat meget få boliger til salg og er nær et 16-årigt lavpunkt. Det stadig meget lave udbud vil bidrage til at holde en hånd under priserne. Samtidig står Danmark og boligejerne på et enormt stærkt økonomisk ståsted med den stærkeste økonomiske vækst i 27 år, rekordhøj beskæftigelse og store formuer, hvilket også er understøttende for boligmarkedets ve og vel.

Vi forventer, at handelsaktiviteten falder i år, og at priserne vil holde et nogenlunde uændret niveau. Vi ser dog en større risiko for prisfald end for prisstigninger gennem året, såfremt de nuværende højere renter og energipriser holder stand. Boligudbuddet vil pege yderligere op gennem foråret og give boligkøberne endnu mere at vælge mellem. Dog skal man ikke binde sig til håbet om et markant højere udbud, selvom pilen skulle pege op. Boligefterspørgslen viser for nu fortsat ganske stærke takter, og det vil foreløbig holde snor i udbuddet.