Flere boliger står til salg
Boligmarkedet befinder sig i en ny virkelighed med massiv modvind.
Nye tal fra Boligsiden viser, at antallet af salgsskilte fortsætter med at vokse på boligmarkedet. I oktober steg udbuddet af boliger med 1.557 boliger. Det er nu 8. måned i træk, at boligudbuddet vokser, hvor det samlet er steget med omkring 13.000. Det svarer til en stigning på hele 44%. Også hvis vi tager højde for sæson, har udbuddet af boliger oplevet en betragtelig stigning på 25%.
Boligkøberne får mere at vælge mellem måned for måned. Det kommer efter en tør periode, hvor antallet af salgsskilte ramte det laveste i 16 år sidste vinter. Det voksende udbud kommer af, at flere boligkøbere trækker følehornene til sig. Den faldende sult efter at købe bolig kommer efter mærkbare rentestigninger, højere energipriser og høj inflation. Det har gjort boligkøbet dyrere og sætter sig derfor ikke overraskende i færre handler og flere salgsskilte.
De seneste tal viser, at boligudbuddet nu er på det højeste i mere end to år. Udbuddet er dog historisk set fortsat i den lavere ende. Sammenligner vi med 2019 på samme tidspunkt af året, så er der i dag 19% færre boliger til salg. Så godt nok vokser udbuddet måned for måned, men det er endnu i den relativt set lave ende.
Boligmarkedet befinder sig i en ny virkelighed med massiv modvind. De seneste handelstal viser, at markedet bød på den sløjeste handelsaktivitet for september i 9 år. Samtidig er priserne begyndt at falde, hvor priserne er faldet de seneste tre måneder for huse og lejligheder. Huspriserne er faldet knap 3%, mens lejligheder er faldet næsten 5%. Modvinden til boligmarkedet består af kraftige rentestigninger, højere varmeudgifter, høj inflation i samfundet og sidst men ikke mindst en øget usikkerhed for fremtiden. Sporene på boligmarkedet er allerede markante, og de er ikke slut endnu. Vi går ind i en periode med yderligere prisfald.
I oktober steg udbuddet af huse med 4,3%. Det betyder, at lidt mere end 31.000 huse nu har et salgsskilt i forhaven. Det er 28% flere end for et år siden. Udbuddet af lejligheder vokser med 3,3% til knap 8.600 lejligheder. Der er i dag 42% flere lejligheder til salg end for et år siden. Udbuddet af sommerhuse var stort set uændret i oktober og er helt det samme som for et år siden. Der er aktuelt 4.700 sommer til salg.