Salgstiderne på huse rammer det laveste i 15 år
Der er fortsat godt gang i boligmarkedet.
Netop offentliggjorte tal fra Boligmarkedsstatistikken fra Finans Danmarks viser, at boligpriserne fortsætter opturen, mens der endnu en gang bliver skåret af salgstiderne. De nye tal peger dermed på, at såfremt man skal handle bolig, skal man være klar på, at det stadig går rigtig stærkt.
I 3. kvartal steg huspriserne med 1,0% forhold til kvartalet før, hvilket var samme tilfælde for lejligheder. Samtidig steg sommerhuspriserne med 1,7%. Med dagens pristal betyder det, at priserne på huse, lejligheder og sommerhuse ligger henholdsvis 12%, 13% og 19% højere sammenlignet med året før.
Salgstiderne fortsætter ned for huse og sommerhuse, som rammer det laveste i 15 år, mens lejligheder præsterer historisk korte salgstider. I 3. kvartal blev der skåret 12 dage af et hus, så det tog eksakt 4 måneder i gennemsnit at sælge huset, hvilket er den korteste salgstid siden 2006. På lejlighedsmarkedet lå salgstiden uændret, men var i forvejen rekordlav med 73 dage i gennemsnit, hvilket er det laveste nogensinde. Sommerhuse kunne skære 14 dage af salgstiden i 3. kvartal, hvor det i gennemsnit tog 103 dage at sælge sommerhuset, som er det laveste siden 2005.
Det er ikke nemt at være boligkøber. Man skal beslutte sig hurtigere end før, når drømmeboligen skal sikres, og som man tilmed skal give en betragtelig højere pris end for bare et år siden. Udbuddet har også ramt det laveste i 15 år, så jeg forstår virkelig godt, hvis man går rundt med følelsen af, at boligjagten kan være lidt svær i øjeblikket. Det holder dog ikke køberne væk fra markedet, som stadig præsterer stærke handelstal. Så jagten er hård, men ikke umulig.
Handelstallene ligger i den så absolut høje ende, hvor der i 3. kvartal blev i alt solgt 17.969 boliger. Det er det næsthøjeste i et 3. kvartal i statistikkens 18-årige historik. Så selvom mærkbart fald i forhold til 2. kvartal, så er der stadig rigtig fint gang i bolighandlerne. I løbet af kvartalet blev der solgt omkring 11.800 huse, mere end 3.900 lejligheder og 2.200 sommerhuse.
Der er fortsat godt gang i boligmarkedet, men det er unægteligt gået ind i en ny og langsommere fase efter en hæsblæsende tid tidligere på året. Den seneste udvikling bærer i høj grad præg af en blød landing efter den vanvittige flyvehøjde under coronakrisen. Prisstigningerne i 3. kvartal var de laveste i halvandet år, og vi skal helt tilbage til begyndelsen af 2020 for at finde langsommere prisstigninger. Det langsommere tempo kommer af, at mange har indfriet boligdrømmen, de største coronaeffekter er fordampet, og det ændrer ny smittestigning ikke stort på. Samtidig er renterne steget, mens mærkbare prisstigninger betyder, at færre har mulighed og formentlig også lyst til at være med.
Vi forventer, at huspriserne vil stige med 3% i 2022, mens lejlighedspriserne vil stige med 2%. Sommerhusmarkedet ser vi derimod ligge med tæt på flade priser set for 2022 som helhed, men det er vel at mærke også her, prisstigningerne har været højest under tiden med corona, som har sendt boligpriserne markant op.