Rentefald sender antallet af lånetilbud i vejret i ellers normalt stille februar
Boligejere og virksomheder modtog 22.975 lånetilbud.
Netop offentliggjorte tal fra Finans Danmark viser, at boligejere og virksomheder modtog 22.975 lånetilbud fra realkreditinstitutterne i februar. Det er det højeste antal lånetilbud i en februar måned, vi har set siden 2015. Antallet af lånetilbud er lavere i februar end i januar, men det kommer ikke som nogen større overraskelse, da januar bød på en opsigelsesfrist for konverteringslystne boligejere.
Renten har kun kendt én vej siden begyndelsen af 2020, og det er ned. Det er frygten for, hvad Corona-virus betyder for økonomien, der trykker renterne i bund. Det giver derfor god mening, at antallet af lånetilbud fortsætter det høje niveau fra 2019 ind i 2020. Som tillæg har der også været godt gang i hushandlerne i begyndelsen af året.
Ser vi fremad, så er der potentiale til, at rentefaldet kan sætte fut under konverteringerne, selvom det sker på en trist og negativ baggrund med sygdom. I øjeblikket har 0,5 pct. lånet en kurs lige under 98, men fortsætter rentefaldet, og vi dermed får 0,5 pct. lånet tættere på kurs 100, så kan der blive lagt i kakkelovnen til endnu en konverteringsbølge. Det vil åbne døren på vid gab for boligejere med 1,5 pct. og 2 pct. lån. Det er endnu for tidligt at spå om omfanget af konverteringer, men som boligejer med fast rente er der al mulig grund til at spænde sikkerhedsselen og følge med i den kommende tid.
Har man i dag et 2 pct. lån med afdrag og en restgæld på 1 mio. kr. og omlægger til et nyt 0,5 pct. lån, så sparer man ca. 240 kr. om måneden efter skat. Omkostningen i form af gebyr og kurstab er ”tjent hjem igen” på ca. 4 år.