Gå til indhold PrivatPrivat BetaErhvervAL-KontoKigDigital signering Gå til navigation
Tjek disse 4 ting på din forskudsopgørelse

Tjek disse 4 ting på din forskudsopgørelse

21. november 2019
Gå til nyhedsoversigt

Hvis du er en af de mange, der har omlagt dit realkreditlån, kan du selvfølgelig først og fremmest glæde dig over, at du har sikret dig en fast, lav rente på dit realkreditlån. Men glem ikke skatten!

Nu kan du se og rette i forskudsopgørelsen for 2020 på skat.dk. Og især ét tal er vigtigt at forholde sig til denne gang. Med de ekstremt store konverteringsbølger, vi har været vidne til i 2019, betyder det nemlig, at rekordmange boligejere har fået markante rentebesparelser. Midt i euforien er det let at glemme at tilpasse forskudsopgørelsen, og så kan der vente en kedelig regning, når årsopgørelsen kommer i 2021. 

Så meget koster det ikke at ændre rentefradraget

Hvis du har omlagt et lån på 1 mio. kr. med afdrag fra en rente på 2,5 pct. til 1 pct. pr. 1. januar 2020, så sparer du ca. 14.600 kr. i renter ved omlægningen i 2020. Det betyder, at dit rentefradrag bliver ca. 14.600 kr. mindre i 2020. Tilretter du ikke rentefradraget, kan du risikere et skattesmæk på ca. 4.800 kr. i marts 2021, når du modtager årsopgørelsen for 2020.* 

Derudover vil en del boligejere opleve, at deres bidrag, som ligeledes er fradragsberettiget, er ændret som følge af låneomlægningen. For en dels vedkommende vil bidraget være faldet, fordi boligpriserne (for huse) er steget i stort set alle landets kommuner siden 2014/2015, hvor mange af dem, der omlægger, optog det lån, de har omlagt. Mange har også i forbindelse med deres omlægning lånt ekstra i deres bolig, netop fordi den er blevet mere værd, og det kan også have ændret bidraget til realkreditinstituttet.

Boligejere med variabelt forrentede lån, som har fået ny rente i løbet af 2019, skal også huske at justere forskudsopgørelsen. Det er især, hvis du har et F5- og F3-lån, at du skal være opmærksom.

4 ting du bør tjekke på din forskudsopgørelse

Forskudsopgørelsen er en oversigt over, hvad SKAT forventer, du skal betale i skat i 2020. Du skal selv sørge for, at forskudsopgørelsen stemmer, så det er en god idé at tjekke, at tallene i forskudsopgørelsen passer, da de i udgangspunktet bygger på oplysninger fra forskudsopgørelsen fra 2018. 

1. Har du omlagt lån i 2019?

Gå ind på skat.dk og tilret dine renteudgifter for 2020 på din forskudsopgørelse, lige så snart, du har modtaget opgørelsen fra realkreditinstituttet over, hvor meget du skal betale i renter. Du finder dine nye rente- og bidragsudgifter i det lånedokument, som du har underskrevet. Rente- og bidragsudgifter til realkreditlån justeres i felt 483 på forskudsopgørelsen. Husk at medregne de renter, du allerede har betalt på det gamle lån, før du omlagde.

2. Har du købt eller solgt bolig?

Vi er på vej mod det højeste antal hushandler i 14 år i 2019. Er du en af de mange, der har købt eller solgt en bolig, er det også værd at kaste et blik på din forskudsopgørelse, for så har rente- og bidragsudgifterne helt sikkert ændret sig. 

3. Har din jobsituation ændret sig?

Hvis du er gået væsentligt op eller ned i løn, eller hvis du fx er kommet i arbejde efter at have været arbejdsløs i en periode, er det vigtigt at få tilrettet indtægten. Det er fx især vigtigt, hvis din nye løn hiver dig op over eller ned under topskattegrænsen. Det kan også få betydning, hvis du i dag får det maksimale beskæftigelsesfradrag, men fremover får en lavere indtægt, hvor du ikke modtager det maksimale beskæftigelsesfradrag. Det har også betydning, hvis du er gået på pension.

4. Har du fået længere eller kortere afstand til din arbejdsplads?

Har du mere end 12 km til din arbejdsplads, kan du få befordringsfradrag. Hvis længden til arbejdspladsen ændrer sig (eller du fx har mistet dit arbejde), er det vigtigt at få ændret fradraget på din forskudsopgørelse. Især hvis du får kortere vej til din arbejdsplads. Husk, at du får befordringsfradrag uanset transportform, så du får også fradrag, uanset om du cykler, tager toget eller bilen til og fra arbejde. Du ændrer befordringsfradraget i felt 417 på forskudsopgørelsen.

Tilret forskudsopgørelsen senest i midten af januar 2020

Husk at rette din forskudsopgørelse senest i midten af januar 2020 (hvis du er bagudlønnet). På den måde kan din arbejdsgiver få det med allerede i første lønudbetaling i 2020. Sker der væsentlige ændringer i løbet af 2020, kan du altid justere løbende i forskudsopgørelsen.

 

*) Kilde: Arbejdernes Landsbank. Beregnet på baggrund af en omlægning af et 2,5 pct. lån med afdrag til et nyt 1 pct. lån med afdrag med en restgæld på 1 mio. kr. 26 års restløbetid. Lånet er opsagt pr. 31. oktober, og omlægningen foretages 1. januar 2020. Der er medtaget omkostninger til omlægning og antaget, at bidraget er uændret. Skat 33 pct. Afrundet.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening