Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Betal aldrig penge under bordet for en andelsbolig

Betal aldrig penge under bordet for en andelsbolig

25. oktober 2017
Gå til nyhedsoversigt

Der findes efterhånden utrolig mange eksempler på andelsboligkøbere, der af sælger bliver opkrævet penge under bordet. Det kan blive rigtig dyrt for dig som køber og er samtidig ulovligt for sælger. Se her hvorfor du aldrig skal betale tusindvis af sorte kroner for at få adgang til at købe en andelsbolig.

Andelsboliger bliver fortsat revet ned fra hylderne, og priserne på andelsboliger er steget betydeligt de seneste år. Alligevel bliver flere og flere købere mødt med krav om at betale store summer i sorte penge oveni den officielle pris for andelsboligen.

1. Dyrt, dumt og ulovligt

Især i storbyer som København, Aarhus og Aalborg har flere og flere sælgere held med at overbevise købere om at betale op til flere hundrede tusinde kroner ekstra for at indgå en handel. Ofte under dække af, at køber betaler for hvidevarer, skabe, senge eller anden inventar.

Ifølge lovgivningen er det ikke ulovligt for dig som køber at lægge ekstra penge oveni udbudsprisen for en andelsbolig. Men det er ulovligt for sælger at lade handlen være betinget af, at du som køber lægger de ekstra penge. Sælger kan faktisk få bøde og fængselsstraf for den forseelse. Og du gør derfor klogt i at holde dig fuldstændig væk fra alt vedrørende sorte penge – også selvom det er din eneste mulighed for at få fat i andelsboligen.

2. Køber kan kræve pengene retur

Hvis du allerede har overført en ekstra sum sorte penge til sælger for at opnå retten til at købe en andelsbolig, så er der faktisk mulighed for efterfølgende at kræve pengene retur – vel at mærke efter betalingen for andelen er gået igennem. De penge bliver nemlig som oftest først overført til foreningen og bagefter frigivet til sælger.

Læs også: 3 genveje til andelsboligmarkedet

3. Vigtig regel i andelsforeningers vedtægter

Først og fremmest gør du klogt i at tage et nærmere kig på vedtægterne. I langt de fleste andelsforeninger findes en vigtig regel om, at bestyrelsen skal godkende andelskøber. Og først, når handlen er på plads, frigives pengene til sælger.

I den mellemliggende periode kan du gøre indsigelser over for bestyrelsen, hvis du har kastet sorte penge efter sælger for nu at stå med nøglerne til dit nye hjem. Her er det dog ret vigtigt, at du som køber kan bevise, at du har betalt sælger penge under bordet, for eksempel via en kontooverførsel eller anden form for skriftlig dokumentation.

4. Tag banken med på råd 

Arbejdernes Landsbank er ekspert i andelsboliger, og vi guider dig på markedet, så du kan få fingre i den eftertragtede andelsbolig. Blandt andet blåstempler vi andelsforeningerne, så du på forhånd kan vide dig sikker på, at du køber dig ind i en sund forening.

Så kontakt endelig din lokale filial og hør mere om mulighederne hos os. Skal det gå hurtigt, kan du booke med os med en times varsel