Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
3 råd til din boligøkonomi i 2017

3 råd til din boligøkonomi i 2017

4. januar 2017
Gå til nyhedsoversigt

Vi har taget hul på et friskt, nyt år, og mange vigtige beslutninger venter måske forude. Her er vores anbefalinger til, hvad du kan gøre for din boligøkonomi i 2017.

1. Lås renten fast på et lavt niveau, mens du kan – især hvis afdragsfriheden ophører

Renteniveauet er fortsat lavt. Men kigger vi i krystalkuglen, så er der udsigt til moderate rentestigninger i 2017 – i hvert fald på de 30-årige fastforrentede realkreditlån.

Flere boligejere er da også gået over til fast rente: I 3. kvartal 2016 valgte 63,4 pct. et realkreditlån med fast rente. Det betyder, at 40 procent af alle boliglån i Danmark nu har fast rente. Så måske er det tid til at hoppe med på vognen og låse renten fast, hvis du i dag har et lån med variabel rente?

Hvis du allerede har fast rente, men den er over 3,5 pct., kan det også være en god ide at tale med os om en omlægning til en lavere rente på 2 pct. Så skal du nemlig betale mindre i ydelse hver måned.

Hvis din afdragsfrihed på realkreditlånet udløber i år, så er det måske nødvendigt med en større omlægning i dit budget. Tal med din rådgiver om dine muligheder for at begynde at afdrage på lånet. Hvis din afdragsfrihed først udløber i 2018 eller 2019, bør du allerede nu undersøge mulighederne for evt. at omlægge lånet, især nu mens renten stadig er lav.

2. Udnyt BoligJob-ordningen

BoligJob-ordningen, også kendt som håndværkerfradraget, gælder også til og med 2017. Ordningen er delt op i to. Du kan få fradrag for løn til serviceydelser som fx rengøring og havearbejde på op til 6.000 kr. pr. person.

For håndværksydelser til energiforbedringer og/eller klimatilpasninger er beløbet 12.000 kr. pr. person. Det betyder, at du kan fratrække udgifter til at energieffektivisere din bolig. Det kunne fx være udskiftning af vinduer eller efterisolering.

3. Dit liv kan ændre sig på et splitsekund – få styr på forsikringerne

De fleste af os har rimelig godt styr på, hvordan vores bil er forsikret. Men hvordan er du egentlig dækket, hvis du er så uheldig at miste arbejdsevnen? Det er faktisk uhyre vigtigt at kende svaret på netop det spørgsmål, for det kan have stor indflydelse på din boligøkonomi, hvis du eller din partner mister arbejdsevnen og får en lavere indtægt, end I er vant til. Så tal med en rådgiver om pension og forsikring. Vi kan nemlig hjælpe dig med at få overblik.

Dine ordninger bør løbende gennemgås, ligesom med et budget. Vi anbefaler, at du gør det i følgende situationer eller som minimum hvert tredje år: Ved boligkøb/salg, ægteskab/skilsmisse, familieforøgelse, jobskifte/større lønændringer og kommende pensionering.