Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Tillykke med studiepladsen - nu kan du søge om SU

Tillykke med studiepladsen - nu kan du søge om SU

30. juli 2016
Gå til nyhedsoversigt

Når du har fået besked om, at du er optaget på et studie, kan du søge om SU - dog tidligst en måned i forvejen. Har du ret til SU fra 1. september, kan du tidligst søge fra den 1. august. SU-styrelsen anbefaler, at du venter nogle dage, fra du har sagt ja til studiepladsen, til du søger SU. Så er din uddannelse nemlig blevet registreret.

Her er nogle facts om SU:

• Der er ca. 475.000 studerende, der får SU. Lidt over halvdelen af SU-modtagerne går på en videregående uddannelse. Resten er personer over 18 år på ungdomsuddannelser.

• Som udeboende på en videregående uddannelse får du SU på 5.941 kr. om måneden før skat hele året rundt. Det samme beløb får du som udeboende på ungdomsuddannelse, hvis du er fyldt 20 år. Hvis du er 18-19 år og går på en ungdomsuddannelse, afhænger beløbet af dine forældres indkomst, og om du bor hjemme. Almindelig SU skal ikke betales tilbage til staten.

• Søg om su hos su.dk.

Mulighed for SU-lån: Op til 3.000 kr. oveni

• Hvis den almindelige SU ikke rækker, kan man vælge at tage et SU-lån oveni. Det gør 4 ud af 10 på de videregående uddannelser. Man kan låne op til 3.040 kr. om måneden (for ikke-forsørgere) eller nøjes med et mindre, valgfrit beløb om måneden. Vælg studielån med omtanke, for pengene skal jo betales tilbage efter studietiden.

• Man skal begynde at betale SU-lånet tilbage senest 1. januar et år efter udgangen af det år, hvor uddannelsen er afsluttet. Så hvis man bliver færdig i juni 2017, starter tilbagebetalingen 1. januar 2019, dvs. halvandet år senere.

• Renten på studielånet er på 4 pct., mens man studerer. Når man er færdig med at studere, falder renten faktisk rigtig meget. Den er i øjeblikket på 1 pct. og udregnes således: Nationalbankens diskontorente (p.t. 0 pct.) + et tillæg på 1 pct. Tillægget fastsættes hvert år på Finansloven og kan ikke blive højere end 1 pct., sådan som loven er nu. Diskontorenten kan godt bevæge sig opad igen på et tidspunkt. 

Følg med fra august

I august og september kommer vi med en række historier på Facebook og her på al-bank.dk om unge og studieøkonomi bl.a. ”Sådan overlever du på SU”, ”Få styr på studiebudgettet” og ”Det betyder et SU-lån for et kommende boligkøb”. Så giv os et "like" på Facebook og få gode råd helt gratis.

Kilder: ufm.dk, su.dk m. fl.