Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation

Dansk økonomi fortsatte i lavt gear i 2014

30. december 2014
Gå til nyhedsoversigt

Beskæftigelsen steg, BNP voksede og boligpriserne bevægede sig opad. Fremgangen var behersket og blev aldrig rigtig overbevisende i 2014. Nye stimulanser kan imidlertid sætte skub i økonomien i 2015 - blandt andet er styrtdykket i olieprisen en særdeles velkommen gæst for både verdensøkonomien og for økonomien herhjemme.

I 2014 steg beskæftigelsen, bruttonationalproduktet samt boligpriserne. Men ret beset skal man have luppen frem for at se tegn på, at dansk økonomi for alvor fik revet sig fri af krisen og kom op i gear.

Danskerne holdt fortsat livremmen kraftigt spændt ind

Sindsstemningen og humøret blandt danskerne blev ellers løftet gevaldigt under den rekordvarme sommer. Alligevel holdt danskerne livremmen spændt meget kraftigt ind med en fuldstændig flad udvikling i forbruget for femte år i træk. Tilliden til økonomien faldt da også pænt tilbage i efteråret og blev på dette lavere niveau året ud.

Skrantende dansk eksport

Eksporten – som ellers har været solstrålehistorien siden krisen – begyndte også at skrante. Krisen mellem Rusland og Ukraine, der fik europæisk økonomi til at stagnere, påvirkede også dansk eksport. Primært som følge af indirekte effekter – men også fordi eksporten af danske varer – ligesom andre europæiske varer - blev ramt af den russiske importboykot.

Renterne nåede historisk bundrekord

På trods af forventninger om det modsatte fortsatte renterne med at falde – til et historisk lavt niveau. Primært på grund af en europæisk økonomi, som her seks år efter krisen fortsat ligger sygnende hen.

Uventet sort gæst meldte sin ankomst

Den største økonomiske begivenhed i 2014 blev dog, at en sort gæst pludselig stak hovedet ind af bagdøren mod slutningen af året. Olieprisen styrtdykkede, og i løbet af nogle måneder blev prisen på en tønde råolie i dollar halveret. Danskerne mærkede det ganske tydeligt ved benzinstanderen, hvor en literpris på under 10 kroner ikke var et særsyn.

Lave renter og oliepriser kan vende økonomien i 2015

For verdensøkonomien og for dansk økonomi har de lave renter og prisfaldet på olie potentiale til at være dét, der skal til, for at få forbrugere og virksomheder til at spænde livremmen et par huller ud i 2015. Ikke bare i Danmark, men også i Europa og USA, som spiller en væsentlig rolle for Danmark.

Heldigvis ser det ud til, at netop de lave renter og oliepriser allerede skubber væksten i både Europa og USA i den rigtige retning. Den amerikanske økonomi viser blandt andet tydelige tegn på bedring, og det er kun et spørgsmål om tid, før den amerikanske centralbank sætter renten op.

Positive udsigter for danskerne

Udover at en bedring i den globale økonomi i sig selv gavner dansk økonomi, vil de yderst beskedne oliepriser frigive midler i den almindelige danskers privatbudget - også selvom lønningerne formentlig ikke tager et tigerspring lige foreløbig.

Med det lave renteniveau, vi har i dag, er det heller ikke usandsynligt, at boligejere får mulighed for at låne penge til en fast rente på 2 procent i 30 år. Et scenarie, som kun de færreste havde turdet spå om for bare et halvt år siden, og som også vil være en vigtig katalysator for, at økonomien får en oprejsning i 2015.