Boligmarked i høj fart sikrer højt februar-niveau i lånetilbuddene
Boligejere modtog 23.516 lånetilbud i februar fra de danske realkreditinstitutter. Det er 22% flere end februar sidste år.
Netop offentliggjorte tal fra Finans Danmark viser, at boligejere modtog 23.516 lånetilbud i februar fra de danske realkreditinstitutter. Det er 22% flere end februar sidste år. Især antallet af lånetilbud til boligkøb og nybyggeri viser højt niveau, hvor februar viste det højeste antal låntilbud til det i mere end tre et halvt år.
Boligmarkedet buldrer, og det giver selvsagt travlhed hos realkreditinstitutterne i forbindelse med finansiering af boligkøbet. Det betyder, at lånetilbuddene til netop boligkøb og nybyggeri skiller sig ganske meget ud i år. Februar er dog bredt set for lånetilbuddene en lidt underlig måned, da der ikke for alvor er tryk på låneomlægninger. Det skyldes, at den seneste opsigelsesfrist var i januar, og måneden efter opsigelsesfrist resulterer typisk i et dyk i lånetilbuddene.
Fremadrettet forventer vi et fortsat pænt niveau i antallet af lånetilbud. Farten på boligmarkedet er stadig høj og har på ingen måde sat tempoet ned. Det vil give et helt grundlæggende behov for en hel del lånetilbud i forbindelse med ejerskifte. Renten på det fastforrentede lån er dog steget på det seneste, om end noget af stigningen er spist igen, hvilket betyder, at låneomlægninger bliver mindre udtalte. Der er kort og godt færre, som kan drage nytte af at konvertere til en lavere rente. Rentestigningen er imidlertid ikke ensbetydende med at konverteringsmuligheder er helt ovre, men blot at færre end tidligere kan opnå samme fordel. I øjeblikket taler en nedkonvertering til boligejere med 2% i rente i opefter, som kan nedkonvertere til 1%-lånet. Det vil også understøtte antallet af lånetilbud.