2021 har stået i rentestigningens tegn

1,5%-lånet m. afdrag kan være i spil igen fra i morgen.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55

2021 lagde ud med kursrekord på 0,5%-lånet med afdrag, som krydsede kurs 98. Siden er renterne steget støt, og derved sendt kurserne ned, hvor 0,5%-lånet aktuelt har en kurs på lige over 92.

Den seneste rentestigning betyder, at 1,5%-lånet med afdrag fra Totalkredit kan være på vej i spil igen fra i morgen. Lånet handler p.t. til en gen­nem­snits­kurs lige under 100, hvor der dog er tale om meget små og få handler, så mål­stregs­fo­to­et skal formentlig i brug senere på dagen. Ender lånet med en gen­nem­snits­kurs under 100, så er lånet tilbage på hylderne fra i morgen.

De danske boligrenter har peget op i 2021, hvilket nu kulminerer ved, at vi nærmer os det højeste renteniveau i 12 måneder, hvor vi altså skal tilbage til april sidste år for at finde tilsvarende. De stigende renter betyder, at vi kan få 1,5%-lånet med afdrag tilbage i spil for boligejerne i morgen, hvis gen­nem­snits­kur­sen ender under 100, når dagen er omme. Ren­testig­nin­gen betyder samtidig, at de sidste ned­kon­ver­te­rings­mu­lig­he­der for alvor smuldrer for boligejerne, som ellers har været forkælet med netop den mulighed i to år ved stort hver eneste op­si­gel­ses­frist. Mange boligejere har heldigvis udnyttet muligheden og fået ordnet ned­kon­ver­te­rin­gen ved tidligere lejligheder.

De stigende renter påvirker naturligvis også de tusindvis af nyslåede boligejere, som p.t. står over for valg af finansiering. Når renten stiger, så gør det det selvsagt dyrere at finansiere et boligkøb. I en historisk kontekst er et realkreditlån med 1,5% i rente dog stadig lav. I tillæg har ren­testig­nin­gen ikke været så kraftig, at det kommer til at skubbe boligmarkedet ud af kurs, men kan dog betyde, at boligmarkedet går et gear ned. Forskellen i den månedlige ydelse efter skat på et lån på 1 mio. kr. med afdrag er 190 kr., hvis vi sammenligner et 0,5%-lån optaget til kurs 98 i starten af januar contra et 1,5%-lån optaget til kurs 99,9.

Relaterede artikler