Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
123 boliger endte på tvangsauktion i august

123 boliger endte på tvangsauktion i august

6. september 2022
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der i august blev bekendtgjort 123 tvangsauktioner, når der tages højde for sæsonudsving. Dermed fortsætter det lave antal tvangsauktioner fra de forrige måneder ind i august.

Sidst vi så tvangsauktioner på de her lave niveauer var i tiden lige op til finanskrisen i 2006 og 2007, hvor årets første otte måneder bød på henholdsvis 824 og 855 tvangsauktioner. De første otte måneder i 2021 bød på 933 tvangsauktioner, mens det i år er blevet til 869 indtil videre.

Antallet af tvangsauktioner ligger i øjeblikket på det laveste niveau siden 2007. Det er gode nyheder fra et boligmarked, som på lange stræk er gået ind i en sværere tid med faldende priser og lavere handelsaktivitet. Det lave antal tvangsauktioner viser boligejernes styrke, som bredt set har høj jobsikkerhed og solide formuer at stå imod med.

Boligmarkedet står dog over for en mærkbart sværere og udfordrende tid. For eksisterende boligejere trækker de højere forbrugerpriser kroner ud af budgettet, som for en almindelig børnefamilie kan løbe op imod 3.000 kr. ekstra om måneden. Har man samtidig som boligejer også et lån med variabel rente, så rammer stigende renter også privatøkonomien.

Når det bliver dyrere at være boligejer, og også mere end hvad indkomsterne stiger med, så øges risikoen for, at tvangsauktionerne på sigt kan pege op.

Såfremt højere renter, højere energipriser og en potentielt stigende ledighed senere på året skulle give et løft til tvangsauktionerne, så går der typisk en rum tid, til det kan læses i antallet af tvangsauktioner. Typisk vil man først se en stigning i boligejernes såkaldte restanceprocent, som er manglende betaling på realkreditlån, og det har vi på ingen måde set endnu. Derudover vil mange boligejere ty til andre nedskæringer i budgettet, før boligposten kommer i spil som sidste udvej.