Højeste antal hushandler i mere end 30 år

Der blev solgt i alt 17.725 huse i 1. kvartal

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
Dyk i handler med huse og lejligheder - sommerhuse i vild udvikling

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at boligmarkedet tog yderligere kvantespring i årets første tre måneder. Der blev således solgt i alt 17.725 huse i 1. kvartal, hvilket er det højeste antal hushandler i et kvartal siden statistikkens begyndelse, som går helt tilbage til 1992. Det er sjældent, at vi har mulighed for at se så lange tidsserier for boligmarkedet, hvor vi altså som minimum skal tilbage til før fod­bold­lands­hol­det vandt EM for at finde tilsvarende aktivitet. Det er med til at understrege med, hvilken historisk fart boligmarkedet er trådt ind i 2021 med.

Også for lejligheder var der godt gang i salget i 1. kvartal, hvor der blev handlet 6.402 lejligheder. Her er vi ikke på rekordniveau kvar­tals­mæs­sigt, men dog stadig på et meget højt niveau.

Retter vi blikket mod priserne, så har de bestemt også en klar pil op på både huse og lejligheder. Det betyder, at huspriserne ligger 16,4% højere i marts i år sammenlignet med samme tid sidste år. Det samme gør sig gældende med priserne på lejligheder, som i marts i år ligger 12,8% højere end samme tid sidste år.

Der er blevet handlet huse som aldrig før i de første tre måneder af året, og det på et boligmarked, hvor der i forvejen var høj fart. Han­del­sak­ti­vi­te­ten for huse i 1. kvartal er det højeste målt nogensinde, hvor marts tilmed byder på det højeste salg af både huse og lejligheder i en enkeltstående måned. Det høje salg har banket boligudbuddet i bund, og det får altså priserne til at pege betragteligt op.

Der ingen tvivl er om, at det går for stærkt med pris­ud­vik­lin­gen i øjeblikket, hvilket vi sådan set forventer vil fortsætte – dog i et noget lavere tempo. Vi kan se i friskere statistikker, at boligudbuddet har taget de første spæde skridt opad, og det forventer vi vil fortsætte i den kommende tid, og det vil holde snor i pris­stig­nin­ger­ne. I tillæg er de 30-årige fastforrentede realkreditlån steget siden årets start til aktuelle 1,5%, og det vil også medvirke til at lægge lidt låg på pris­stig­nin­ger­ne.

Relaterede artikler