Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
126 tvangsauktioner i maj

126 tvangsauktioner i maj

4. juni 2021
Gå til nyhedsoversigt

Helt friske tal fra Danmarks Statistik fortæller, at der i maj blot blev bekendtgjort 126 tvangsauktioner, når vi tager højde for normale sæsonudsving. Det lave niveau i tvangsauktionerne fortsætter altså ufortrødent, selvom de tikker en anelse op i forhold til april.

2021 er startet med et meget lavt antal tvangsauktioner. Samlet for årets første fem måneder har der været 638 tvangsauktioner, hvilket er 250-300 færre tvangsauktioner end i de samme måneder i 2020 og 2019.

Tvangsauktionerne er gennem det seneste år tikket yderligere ned, så vi nu står med det laveste niveau i 14 år. Hovedårsagen skal findes på boligmarkedet, hvor den høje fart i handlerne og de stigende priser gør det langt lettere at sælge sin bolig i fri handel, hvis der er betalingsproblemer med terminen. Og så må vi også bare konstatere, at boligejerne aktuelt er et bundrobust folkefærd, hvor de viser stærkeste betalingsevne siden 2008.

Ser vi fremad, så forventer vi, at det lave antal tvangsauktioner vil fortsætte. Der vil stadig være fart på boligmarkedet, om end lavere fart end i øjeblikket, hvor boligmarkedet ligger i overhalingsbanen. Restancerne (som er første tegn på betalingsproblemer blandt boligejerne) er samtidig meget lave, og det vil tilsammen holde tvangsauktionerne i kort snor.