Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Flere tvangsauktioner i maj

Flere tvangsauktioner i maj

5. juni 2020
Gå til nyhedsoversigt

Tal fra Danmarks Statistik viser, at der i maj blev bekendtgjort 265 tvangsauktioner, når der tages højde for normale sæsonudsving. Det er en stigning på 175 i forhold til april. Størstedelen af stigningen i antallet af tvangsauktioner skyldes genåbningen af domstolene, som åbnede igen den 27. april, og den pukkel af sager, som har hobet sig op siden nedlukningen i midten af marts. I den periode er kun de mest presserende sager blevet behandlet, og det giver altså en pukkel af sager, som skal behandles de kommende måneder, hvilket altså sætter sine spor i dagens tal. Det er med andre ord ikke Coronakrisens påvirkning på dansk økonomi som afspejler sig i dagens tal, da vejen til en tvangsauktion er noget længere end den tid Coronakrisen har raset herhjemme.

Der er dog heller ikke tale om nogen eksplosion i antallet af tvangsauktioner. I forvejen lå antallet af tvangsauktioner på et meget lavt niveau på omkring 200 om måneden, hvilket er på de laveste niveauer siden finanskrisen brød ud. Og på trods af Coronakrisens indtog i Danmark, så forventer jeg sådan set, at de lave niveauer for antallet af tvangsauktioner vil vare ved nogle måneder endnu, om end puklen af sager fra nedlukningen kan bringe antallet af sager op.

Næste termin skal først betales 30. juni, hvor banker og realkreditinstitutter har stået klar med hjælpende hænder på forskellige måder. Det afbøder i første omgang, at en ejendom ender på tvangsauktion, når der er enighed om at udskyde terminen. Dernæst går der også en rum tid fra en boligejer kommer i såkaldt restance (opstår hvis man ikke kan betale terminen, og der ikke ydes henstand) til en ejendom bliver begæret på tvangsauktion. Det vil alt sammen betyde, at der går nogle måneder, før vi kan se den aktuelle krise i antallet af tvangsauktioner. Hvor kraftig stigningen bliver i antallet af tvangsauktioner, afhænger helt og holdent af, om den igangværende krise bliver kortvarig, eller om den udvikler sig til en længerevarende en af slagsen.

Vi forventer, at pilen peger op på antallet af tvangsauktioner, men, at det ikke bliver særlig kraftigt på trods af, at ledigheden på ekstremt kort tid allerede er steget med det halve af, hvad der var tilfældet under finanskrisen. Dertil kommer et robust boligmarked, hvor vi kun forventer moderat faldende priser over det kommende år, og det vil holde hånden over antallet af tvangsauktioner. Vi må dog ikke glemme, at mere end 200.000 danskere i øjeblikket er sendt hjem på lønkompensation, og bliver de føjet til ledighedskøen, når hjælpepakkerne udløber, så er der potentiale for, at tilbagegangen bliver mere langvarig, hvilket også vil ramme boligmarked og antallet af tvangsauktioner.

Efter Finanskrisen toppede antallet af tvangsauktioner i årene 2010-2012 med 400-500 tvangsauktioner om måneden. Det vidner dels om, at der går en rum tid fra en krise rammer til det sætter sig i tallene over antallet af tvangsauktioner og dels om, at bliver recessionen af længerevarende karakter, så vil det også sætte sig i antallet af tvangsauktioner. Det er dog ikke vores hovedscenarie, da vi forventer, at krisen vil være dyb, men af korterevarende karakter.