Danskernes friværdi voksede i 2019
Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at boligejernes friværdi steg med 36.000 kr.
Friske tal fra Danmarks Statistik viser, at boligejernes friværdi steg med 36.000 kr., svarende til 2,8 procent i 2019. Den gennemsnitlige boligejer har således en friværdi på 1.314.839 kr.
De sidste mange år har danskerne haft stigende friværdier, men danskerne kommer snart til at se ind i en ny virkelighed. Coronakrisen har skabt en massiv økonomisk usikkerhed, og det vil unægtelig betyde at boligpriserne vil falde i en periode. Vi forventer at boligpriserne vil falde med 3 procent i år.
Det er et lille prisfald sammenlignet med sidste krise. Det skyldes at boligmarkedet i dag er væsentlig mere robust. Ser vi på boligbyrden (hvor stor andel af den disponible indkomst der går til at finansiere boligkøb) er den i dag på et historisk lavt niveau, med andre ord er boligmarkedet i dag ret billigt prissat – det var bestemt ikke tilfældet op til finanskrisen hvor boligbyrden var historisk høj.
De danske boligejere behøver dog ikke ligge søvnløse. Et boligprisfald på 3 procent vil sende priserne tilbage til sidste års niveauer, og derfor vil langt de fleste boligejere stadig have friværdi i boligen.