Variabel rente vinder frem på boligmarkedet
Det er noget, som springer i øjnene, fordi fremgangen er ret så markant.
Netop offentliggjorte tal fra Nationalbanken viser, at variabel rente er i fremgang på boligmarkedet. Ved udgangen af juli havde de danske boligejere realkreditlån med variabel rente for 771 mia. kr. Det er næsten 17 mia. kr. mere end for en måned siden. Det er samtidig 10. måned i træk, at de variabelt forrentede lån vokser i de danske boliger. I den tid er der kommet 83 mia. kr. flere variabelt forrentede lån til.
Der er for alvor kommet skub i lån med variabel rente på boligmarkedet. Det er noget, som springer i øjnene, fordi fremgangen er ret så markant. Det risikerer på sigt at påvirke robustheden på boligmarkedet, og der er ingen tvivl om, at det er lån med variabel rente, som har momentum lige nu. Lån med fast rente sidder dog foreløbig stadig på tronen som det mest udbredte lån, men med den her fart kan det magtforhold skifte igen.
Som andel af udlånet går de variabelt forrentede lån også frem. I dag udgør de 47,1% af boligejernes lån mod 46% for en måned siden. For blot et halvt år siden var andelen under 43%.
Fremgangen i de variabelt forrentede lån skyldes ikke mindst de stigende renter. Rentestigningen har foreløbig været mindst udtalt på lån med variabel rente, og det har øget forskellen mellem variabel rente og fast rente. Det kan have en betydning, når boligfinansieringen skal vælges, når drømmeboligen er købt.
Samtidig har vi set mange boligejere konvertere væk fra deres fastforrentede lån med lav rente. Det gør de for at skære en god luns af deres restgæld, og boligejerne skal i situationen så vælge mellem en opkonvertering till et fastforrentet lån med en højere rente eller en skrå konvertering til et lån med variabel rente. Og her vælger visse boligejere at forlade lejren med fast rente og optage et nyt lån med variabel rente. Det er medvirkende til, at vi i fem måneder i træk har set et fald i de fastforrentede lån på næsten 70 mia. kr.