30% flere lånetilbud fra realkreditinstitutterne i marts
Den høje konverteringsaktivitet skyldes, at renten er drønet i vejret.
Nye tal fra Finans Danmark viser, at realkreditinstitutterne gav 36.437 lånetilbud i marts til boligejere og virksomheder. Det er en stigning på 30% i forhold til februar. Den markante stigning betyder samtidig, at marts bød på det højeste antal lånetilbud siden efteråret 2019.
Vi ser en kraftig stigning i lånetilbuddene fra realkreditinstitutterne i takt med, at boligejerne konverterer lån for milliarder. Den høje konverteringsaktivitet skyldes, at renten er drønet i vejret. Det betyder, at tusindvis af boligejere med fastforrentede lån kan barbere af restgælden med en konvertering, og det ser altså ud til at have været ret så populært i marts. Vi forventer, at det også kommer til at præge april måned, eftersom renten blot er blevet ved med at stige og dermed gjort en konvertering endnu mere fordelagtig.
Renten på et fastforrentet lån hedder i dag 3%. Det er en fordobling af renten sammenlignet med slutningen af 2021, hvor renten hed 1,5%. Og i begyndelsen af 2021 hed renten blot 0,5%. Tilmed har renten på det seneste begyndt at småflirte med 3,5%.
Konverteringsmulighederne henvender sig især til boligejere med 0,5%-lån og 1%-lån. Og der er igen kommet gang i konverteringsaktiviteten på de danske villaveje, og indtil videre er næsten hvert tiende af 0,5%- og 1%-lånene fra Totalkredit blevet indfriet siden årsskiftet. Hvor det tidligere har drejet sig om at gå ned i rente, så vandrer boligejerne i denne omgang op i rente.
Boligmarkedet viser samtidig fortsat pæne takter med ganske høj handelsaktivitet. Og når boligfinansieringen skal sikres går det også hånd i hånd med et lånetilbud. Dog er handelsaktiviteten langt fra det hæsblæsende niveau, som prægede sidste år, men i et længere historisk perspektiv ligger handlerne fortsat til den høje side.