Mærkbar rentestigning baner vejen for et helt nyt 2%-lån
Et nyt fastforrentet 2%-lån med 30 års afdragsfrihed bliver tilgængeligt hos Totalkredit.
Et nyt fastforrentet 2%-lån med 30 års afdragsfrihed bliver tilgængeligt hos Totalkredit. Det er netop offentliggjort i en fondsbørsmeddelelse. Boligejere kan få tilbud i lånet fra den 27. maj. Lånet forventes at åbne i en kurs omkring 99 ud fra de aktuelle renteforhold.
Siden årsskiftet er renterne på de fastforrentede lån steget mærkbart. Vi taler i denne tid om 1,5% og altså fra i dag nu også om 2% i rente. Vi skal ikke længere tilbage end til årsskiftet, før der på alles læber lød 0,5% og 1%, når vi talte om lån med fast rente. Det er en lidt vild udvikling, om end der stadig er tale om et meget lavt renteniveau.
Udviklingen betyder, at vi nu for første gang i mere end et år skal hilse på et lån med 2% igen. Der er i denne omgang tale om varianten med 30 års afdragsfrihed, og vi har således endnu i vente at se det på lånet med 10 års afdragsfrihed og for den sags skyld på et fastforrentet lån med afdrag. Det 10-årige afdragsfrie lån samt varianten med afdrag har typisk en højere kurs og dermed også en længere vej til en åbning, og der skal således en lidt større rentestigning til, før det kan gå hen og ske.
Det fastforrentede lån med 30 års afdragsfrihed, som med dagens udmelding står overfor at blive kastet på banen, er især rettet til boligejere med stor friværdi i deres bolig. Lånet gives med afdragsfrihed op til 60% af boligens værdi og giver fleksibilitet til blandt andet ældre boligejere, som har sparet op hele livet og nu ønsker at ”spise af murstenene”. Samtidig tilbyder lånet sikkerhed i privatøkonomien, da renten er fast.
Lånet med 30-års afdragsfrihed er ikke et klassisk ejerskiftelån for de mange danskere, der i øjeblikket køber bolig. Introduktionen af det nye lån, som kommer på baggrund af en rentestigning, er dog med til at illustrere den seneste tids generelle pil op på renterne - også på de lån, som primært henvender sig til boligkøberne. Det forventer vi vil bidrage til at lægge låg på boligprisstigningerne.