Bolighandler falder for tredje måned i træk
Der blev solgt 9.120 boliger i juni.
Netop offentliggjorte tal fra Boligsiden viser, at der i juni blev købt og solgt i alt 9.120 huse, lejligheder og sommerhuse. Dermed falder antallet af bolighandler for tredje måned i træk. Det betyder, at juni står for det laveste antal bolighandler i fem måneder.
Til trods for faldet er handelsomfanget dog stadig i den høje ende. I statistikkens mere end 10-årige levetid har der kun været én enkelt juni måned med flere handler end i år. Og det skete sidste år, hvor boligmarkedet for alvor begyndte at sætte farten op.
Antallet af bolighandler falder for tredje måned i træk og er en ny indikation på, at boligmarkedet er på vej ind i en ny fase. Der er dog langt fra tale om et marked i tomgang, så det er positivt, at handlerne drosler lidt ned, og det er der behov for ovenpå en mildest talt hæsblæsende tid. Den voldsomme handelsaktivitet kombineret med et lavt udbud har gennem det seneste år skudt prisstigningerne i vejret. Men den seneste tid har altså budt på fald i handlerne og et voksende udbud, og det vil lægge en dæmper på prisstigningerne. Det er vores klare forventning.
Bolighandlerne i juni var fordelt på 6.091 handler med huse, 1.742 lejligheder og 1.287 sommerhuse. Junis fald i handelsaktiviteten er helt og alene drevet af lejligheder og sommerhuse, mens hushandlerne stort set var de samme som måneden før. Ser vi udviklingen over de seneste tre måneder, så er der dog tale om markante fald for alle tre boligtyper. Sammenligner vi med marts, hvor handelsaktiviteten var tårnhøj og slog rekord, så blev der i juni handlet 18% færre huse og 33% færre lejligheder såvel som sommerhuse.
De seneste boligprisstigninger betyder, at de årlige boligprisstigninger ligger omkring 15% eller endnu højere. Huse ligger i dag 14,9% over sidste års prisniveau, lejligheder 17,3% over, mens sommerhuspriserne er fløjet højest og er i dag 25,5% højere i forhold til for et år siden.