Ny runde af minusrenter på vej til boligejere med variabel rente
Resultatet af et generelt hamrende lavt renteniveau.
I dag har Totalkredit skudt gang i rentetilpasningen for F1 og F5 for boligejere, som står overfor ny rente ved årsskiftet. Efter første auktionsdag lyder den foreløbige kontantlånsrente for F1 på -0,16%. Også F5 kommer i mål med en rente i minus ved dagens auktioner, som lyder på -0,27%.
Dagens rentetilpasningsauktioner sætter en tyk og fed streg under, at negative renter til danske boligejere langtfra er et overstået kapitel. Der skal ske uhørt meget med renterne resten af ugen, før det endelige resultat ikke ender i minus. Trods minusrenter hele vejen rundt, så er der dog alligevel forskel på, om boligejerne er bedre eller ringere stillet med den nye rente. Boligejere med F1 sidder nemlig i dag med en rente på -0,25%, så de ser altså ud til at gå en tid i møde med en lidt højere rente. Modsat ser det ud for boligejere med F5, som kommer fra en rente på 0,71% og får dermed et ganske pænt rentedyk på deres lån i boligen.
Ser vi på ydelsen, så stiger ydelsen efter skat på et F1-lån uden afdrag med omkring 50 kr. om måneden pr. mio. Modsat får F5-lånerne udsigt til at have omkring 600 kr. mere at gøre godt med om måneden pr. lånte mio. F1-auktionerne løber fra og med i dag og afsluttes på onsdag. For F5 er der auktioner hele ugen, som afsluttes på fredag. Boligejere med F3 må endnu vente med at få indsigt i en foreløbig kontantlånsrente, da de først er på auktion fra på torsdag og afsluttes fredag. Her er forventningen også en rente i negativt territorium.
De lave renter på denne uges auktioner er et udtryk for et samlet set hamrende lavt renteniveau, som de danske boligejere og virksomheder lukrerer på. Også på de fastforrentede lån er renten trykket i sænk, hvor 1%-lånet med afdrag i øjeblikket handler et mulehår over kurs 100. I skrivende stund er gennemsnitskursen på 100,05 og ender den over 100, så er der udsigt til, at lånet lukker for tilbud fra og med i morgen. Vi skal dog ikke længere tilbage end i sidste uge, før det sidste gang var tilfældet.
De lave renter er kærkomment i en tid, hvor den økonomiske situation er skrøbelig med corona. Det giver som udgangspunkt boligejerne flere penge at gøre godt med i den øvrige del af økonomien. For en boligejer med et afdragsfrit F5 taler vi immervæk om mere end 7.000 kr. om året pr. lånte mio. Så begynder vi at skrue op for lånebeløbet i det beregnede eksempel, så taler vi om noget, der så småt kan konkurrere med de udbetalte feriepenge. Samtidig er de lave renter også med til at understøtte udviklingen på boligmarkedet, som er gået ekstremt stærkt igennem coronakrisen. Ser vi for virksomhedernes synspunkt, så giver det billige muligheder for at finansiere fremtidige investeringer. Dog forventer vi, at investeringsniveauet vil være lavmælt som følge af den øgede usikkerhed, som coronatiden har bragt med sig.