
Er leasing noget for din virksomhed?
Alle virksomheder – små som store - bør stille sig selv spørgsmålet: Er leasing noget for os? Alle virksomheder bør også spørge deres bank om det samme. Ifølge Arbejdernes Landsbank leaser ca. halvdelen af alle erhvervskunder varebiler, firmabiler, maskiner eller andet udstyr.
”Jeg mener selvfølgelig, at der er mange fordele ved at lease i stedet for at købe. Først og fremmest er det billigere,” siger Mikkel Skourup Brodin, salgschef i Arbejdernes Landsbanks datterselskab AL Finans.
”Leasing er billigere, fordi vi køber og ejer aktivet, fx en varebil. Dermed kan kunden nøjes med en væsentlig lavere udbetaling end de 20-30 procent, som man normalt skal betale, når man køber. Ved leasing finansierer vi moms, og kunden betaler kun et momsbeløb på førstegangsydelsen,” fortæller Mikkel Skourup Brodin
”Vi køber selvfølgelig også stort ind og får dermed en pæn flåderabat, som vores kunder får gavn af. Som en stor spiller på markedet har vi også hele tiden overblik over, hvad der er af gode tilbud. Vi ved også, hvilke biler der fungerer til hvilke firmatyper og behov. Dermed kan kunden nemt tage den rigtige beslutning uden at bruge for meget tid på det. Vi ved jo, at netop tid er en knap resurse for mange virksomheder,” siger Mikkel Skourup Brodin.
Belaster regnskabet mindre
Leasing belaster heller ikke regnskabet og likviditeten så meget som et køb - tværtimod:
”Som virksomhed slipper man for tunge afskrivninger i regnskabet. Ved køb vil man typisk afskrive 25 procent af aktivets (fx varebilens) værdi om året, og især for mindre virksomheder kan et dyrt køb udgøre en ret stor post i regnskabet. Hvis man leaser, så skal man ikke afskrive – man får tværtimod en fradragsret i regnskabet,” siger Mikkel Skourup Brodin og tilføjer:
”Lige nu taler vi meget om biler, men man får de samme regnskabs- og likviditetsmæssige fordele, når man leaser udstyr som lifte, gaffeltrucks eller entreprenørmateriel.”
Priseksempel – leasing vs. køb
Men hvor stor er prisforskellen egentlig på at lease og købe fx en varebil? Her er et eksempel med en Ford Transit Custom.
Leasing-tilbuddet hos AL Finans lyder p.t. på 10.000 kr. i førstegangsydelse og 1.999 kr. pr. måned i 48 måneder (4 år), med serviceaftale. Samlet udgift 105.952 kr. uden moms.
Ved køb og finansiering af tilsvarende varebil til 211.753 kr. (ex. moms) / 252.337 kr. (inkl. moms) med en rente på 5% og afskrivning ned til 0 kr. over 6 år vil den månedlige ydelse være 3.384 kr., uden serviceaftale. Samlet udgift efter 48 mdr. (4 år) 162.433 kr. efter fradrag for moms.
En samlet likviditetsmæssig forskel på 56.481 kr.
Du ved, hvad det koster
Leasing er også en sikker måde at finansiere på. Hvis man laver en aftale for 3 eller 4 år, så ved man fra starten, hvad det kommer til at koste i alt. Særligt hvis man vælger en aftale, hvor forsikring og serviceaftale er med i prisen. Når aftalen er slut, returnerer man bare bilen.
Hvis man har brug for mere fleksibilitet, kan man også indgå en aftale, hvor man har fuld råderet til at anvise en køber efter endt leasing.
”Det er faktisk også gået op for flere af vores kunder, at leasing kan være meget fordelagtigt ved generationsskifte eller ejerskifte i et firma. Har man et solidt firma, kan man før overdragelsen oprette en leasing-aftale, som så går videre til de nye ejere. Det giver de nye ejere en god start med økonomisk attraktiv aftale, som er uopsigelig de næste år,” siger Mikkel Skourup Brodin.
Er der ulemper ved at lease?
Med alle de fordele - er der så overhovedet grunde til ikke at lease?
”Økonomisk kan jeg ikke få øje på nogen. Det kan mere bunde i traditioner og ”vi plejer”. Nogle virksomheder har jo også overskud og likviditet nok til fx at købe kontant. Og så kan man sige, at man ved et køb har en slags opsparing i bilen, så længe den stadig har værdi.”
”En ulempe kan være, at en leasing-aftale som udgangspunkt er uopsigelig i de 3 eller 4 år, den nu varer. Men vi er selvfølgelig til at tale med, hvis man pludselig mister en større kontrakt og derfor alligevel ikke har brug for den varebil. Eller hvis en medarbejder siger op efter 1 år, og man ikke længere har brug for hans firmabil.”
Som erhvervskunde i Arbejdernes Landsbank taler du først leasing-behov med din personlige rådgiver, og så kommer AL Finans med ind og rådgiver om detaljerne.