Netværk og nærvær løftede Munck Kraner over til AL

Netværk og nærvær løftede Munck Kraner over til AL

Munck Kraner i Randers er totalleverandør af kraner, kranservice og løftegrej til dansk industri. Munck Kraner er et datterselskab af norske Munck Cranes i Bergen, der har rødder tilbage til 1924.

I marts 2020 skiftede Munck Kraner Randers til Arbejdernes Landsbank efter i 2019 at have lært AL at kende i bankens WIN-erhvervsnetværk for SMV’er.

”Jeg oplevede en fantastisk god kultur i banken. De er nede på jorden og kommunikerer i øjenhøjde, og som kunde føler man sig ikke bare som et nummer. Jesper og de andre ansatte, som jeg er i kontakt med, var den afgørende årsag til skiftet - der var en personlig kemi og lidt mere nærvær,” siger Lars Steen Pedersen, direktør i Munck Kraner, der stadig er glad for at være en del af WIN-erhvervsnetværket:

”De laver nogle fantastiske arrangementer i WIN, og jeg er glad for, at jeg kunne byde ind med noget den anden vej. Jeg oplever Arbejdernes Landsbank Erhverv som en seriøs samarbejdspartner, der er serviceminded og nem at få fat på. Banken er til for kunderne, ikke omvendt.”

”Corona får virksomheder til at udskyde”

Munck Kraner i Randers tjener de fleste af sine penge på salg og service af kraner i Danmark, og Corona har påvirket indtjeningen i 2020:

”Mange virksomheder udskyder servicedelen af deres udstyr i øjeblikket for at spare på udgifterne. Andre virksomheder sætter projekter og indkøb på standby, og det rammer naturligvis vores salg og service,” fortæller Lars Steen Pedersen.

Kvalitet og fair priser

Munck Kraner har ambitioner om at vokse i Danmark med mere salg samt flere og større serviceaftaler. Direktøren drømmer om en serviceaftale med Lego, for de har rigtig meget løfteudstyr at servicere, men mindre kan også gøre det.

”Mange mellemstore produktionsvirksomheder har udstyr, der jævnligt skal serviceres, og jo mere udstyr de har, jo mere har vi at lave på samme besøg. Vi leverer skandinavisk kvalitetsservice og bruger nogle af markedets bedste el-kædetaljer fra Schweiz, der sikrer høj sikkerhed og holdbarhed.”

”Og så er vi konkurrencedygtige på prisen. Vi kan i øvrigt dokumentere, at vi ikke fakturerer for meget. Vi bruger nemlig et digitalt log-system, der automatisk registrerer, hvor lang tid vi bruger ude hos kunden,” forklarer Lars Steen Pedersen.

FAKTA:

  • Munck Kraner i Randers, https://munck-kraner.dk/
  • Totalleverandør af kraner, kranservice og løftegrej til dansk industri i hele Danmark, primært i Midtjylland.
  • Dannet i 1993 ved en sammenlægning af Hjelm Bang A/S og Munck Industrikraner A/S.
  • Datterselskab af den norske kranproducent Munck Cranes A/S i Bergen.
  • Ca. 10 ansatte i Randers og ca. 150 i Bergen, Norge.