Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Stigende bilsalg i august

Stigende bilsalg i august

10. september 2019
Gå til nyhedsoversigt

Der blev i August solgt 11.150 biler til de danske husholdninger. Det er en stigning på 4,2 procent ift. juli.

Sammenligner vi juni-august med marts-maj er der tale om et fald på 7,4 procent. Det skyldes dog marts måneds ekstraordinære høje fremrykkede bilsalg i forbindelse med forventede prisstigninger givet nye krav til måling af bilers brændstofforbrug.

Bilsalget kan løfte privatforbruget

Dagens tal betyder at bilsalget i 3. kvartal med overvejende sandsynlighed vil give et boost til væksten. Privatforbruget steg med 0,4 procent i 2. kvartal. Bilsalget trak dog det overordnede privatforbrug ned fra 1,1 procent til 0,4 procent. Forsættes bilsalget fra de sidste to måneder vil det kunne give et godt skub til privatforbrugsvæksten i 3. kvartal.

Danskernes økonomi levner også plads til et højere forbrug. Vi har længe været forsigtige med at bruge penge, og har nedbragt vores gæld. Derfor er der plads til, at vi slækker lidt på forsigtigheden, og der er grundlæggende medvind til privatforbruget fra næsten alle fronter. Lønningerne stiger mere end priserne, beskæftigelsen har pil op, vi kan glæde os over et meget lavt renteniveau og fremgang på boligmarkedet, der betyder stigende friværdier til stadig flere boligejere.

Vi forventer ikke, at danskerne vil slippe forsigtigheden helt, og der er derfor fortsat lang vej til et egentligt forbrugsboom, som vi så det op til finanskrisen. Når det er sagt, så vil privatforbruget stadig være en væsentlig vækstmotor i år.