Ledigheden falder med 6.900 personer

Ledighedsprocenten rammer 2,8%.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Oktober bød på højeste antal jobannoncer i næsten 14 år

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden faldt med 6.941 personer i november, når der tages højde for sæsonudsving. Det er nu syvende måned i træk, at ledighedskøen skrumper, hvor den i alt er faldet med imponerende 46.300 personer. Brut­to­le­dig­he­den lyder nu på 80.600, hvilket er det laveste siden slutningen af 2008.

Le­dig­heds­pro­cen­ten rammer med dagens tal 2,8% mod 3,0% måneden før. Den toppede under coronakrisen med 5,4%.

Ledigheden drøner videre ned. Jeg bliver næsten stakåndet af at se så store månedlige fald fortsætte. Der er aktuelt det laveste antal ledige siden 2008, og efterspørgslen efter arbejdskraft er fortsat høj. Det er helt abnormt mange, som har forladt ledighedskøen det seneste halve års tid, og det er vores klare forventning, at der er fortsat pil ned på ledigheden. Dansk økonomi drøner bare derudad i øjeblikket uden at se sig tilbage, og de mest friske tal fra jobmarkedet viser, at der i december blev slået et rekordhøjt antal jobopslag op med mere end 37.000.

Beskæftigelsen er steget til nye rekordhøjder og er millimeter fra at runde 2,9 mio. personer i beskæftigelse for første gang nogensinde. Det er utrolig glædeligt at se så mange komme i arbejde, og at ledighedskøen skrumper. Også lang­tids­le­dig­he­den har vist faldende tendens gennem det seneste halve års tid, hvor farten på ar­bejds­mar­ke­det er med til at sende dem med lavest tilknytning til ar­bejds­mar­ke­det i arbejde.

Set med virk­som­he­der­nes briller har den lave ledighed dog den bagside, at mangel på arbejdskraft i høj grad er blevet et tema og ifølge mange virksomheder en begrænsning for produktionen. Ved den senest opgørelse for december meldte 4 ud af 10 virksomheder om mangel på arbejdskraft. Manglen på arbejdskraft ligger i en historisk kontekst på rekordhøje niveauer.

Dansk økonomi har det rigtig godt og er drønet ud af coronakrisen. Og faktisk går det så godt og farten så høj, at vores opmærksomhed om potentiel overophedning er skærpet. Vi mener ikke, at vi står i en aktuel overophedning, men konturerne til begyndelsen er småt begyndt at tage form. Derfor er vores opmærksomhed også i højere grad blevet rettet mod det. Vi forventer dog, at tempoet i dansk økonomi drosler ned over den kommende tid, men med fortsat fremgang.

Relaterede artikler