Ledigheden fortsætter ned i maj i takt med genåbningen – største fald på en enkelt måned

Ledighedsprocenten er nu på 4%.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
Største antal nye ledige i 3 måneder - men mange afmeldinger holder ledighedskøen nogenlunde i skak

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at ledigheden faldt med 13.900 personer i maj, hvilket bringer det samlede antal bruttoledige ned på 115.300, svarende til en le­dig­heds­pro­cent på 4,0%. Det er det største fald i en enkeltstående måned siden statistikkens begyndelse i januar 2007.

Faldet i ledigheden kommer efter, at ledigheden i april pegede marginalt op af tekniske årsager. Dagens tal for maj sætter en tyk streg under, at genåbningen har fået flere i arbejde og at miseren i april ikke er tegn på, at noget som helst er gået i stå. Tværtimod er vi i en buldrende genopretning. Med dagens tal i hus betyder det, at ledigheden i maj nu blot er 12.500 højere end inden krisen.

Genåbningen kører på skinner, og det smitter også af på dagens ledighedstal for maj. Køen af ledige fortsætter med at skrumpe ind og med hastige skridt nærmer sig niveauet fra før krisens indtræden. Ser vi mod friskere statistikker, så kan vi se, at le­dig­heds­fal­det er fortsat ind i juni, og vi forventer, at le­dig­heds­fal­det fortsætter sommeren over.

Friskere ledighedstal fra Be­skæf­ti­gel­ses­mi­ni­ste­ri­et viser yderligere fremgang. Tallene viser, at antallet af personer tilmeldt ledighed er faldet med yderligere omkring 4.000 personer siden slutningen af maj. Dog kan man langtfra sætte lighedstegn mellem le­dig­heds­sta­ti­stik­ken fra Danmarks Statistik og le­dig­heds­tal­le­ne fra Be­skæf­ti­gel­ses­mi­ni­ste­ri­et, men begge indikerer, at det går i den helt rigtige retning.

Den faldende ledighed føjer sig til rækken af positive nøgletal, som kommer i takt med genåbning og vac­ci­neud­rul­ning. Udover, at det er positivt for dansk økonomi, så er det også positivt for den enkelte, at man kommer i arbejde igen og træder ud af ledighedskøen, som eksploderede med voldsom kraft i coronakrisens indledning. Flere steder er der endda meldinger om tiltagende pres på ar­bejds­mar­ke­det særligt indenfor byggeriet, men ses også hos restauranter og caféer i forbindelse med genåbningen. En del af den tiltagende mangel på arbejdskraft ser vi som midlertidig hos restauranter og caféer, som skal ses i lyset af en ketchupeffekt i forbindelse med genåbningen kombineret med, at potentielle medarbejdere også er attraktiv arbejdskraft som podere og lignende i forbindelse med cor­o­na­pan­de­mi­en.

Relaterede artikler