Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Eksporten stiger til nye rekordhøjder

Eksporten stiger til nye rekordhøjder

9. december 2021
Gå til nyhedsoversigt

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at eksporten af varer og tjenester steg med 2,2% i oktober, når der tages højde for sæson. Bag stigningen ligger en stigning i vareeksporten på 3,2%, mens tjenesteeksporten steg 0,8%.

Ser vi på de 2021 som helhed, så er eksporten steget næsten 12% i forhold til sidste år. I 2020 var eksporten dog ekstraordinært tynget af coronakrisen, men også sammenlignet med 2019 er eksporten løftet i år. Således har eksporten i 2021 ligget knap 4% højere end i 2019.

Eksporten har gang i et forrygende 2021, og slår rekord på alle tangenter. Vareeksporten slog allerede rekord tidligere på året og har siden holdt fast i et højt niveau, og nu melder tjenesteeksporten sig også i gruppettoen med rekorder efter at have været trynet under store dele af krisen. Det er simpelthen imponerende. Eksporten har på mange måder forudsætningerne til at blive en stor bestanddel af væksten i dansk økonomi det næste års tid.

Eksporten udgør en stor del af den danske økonomi og beskæftiger i omegnen af 900.000 jobs. Ændringer i den globale økonomi, som vi har set det under coronakrisen, kan derfor også mærkes gennem eksporten og i dansk økonomi. Dansk eksport er traditionelt mindre konjunkturfølsomt med stort fokus på medicin og vindmøller, men de seneste års eksport viser samtidig med al tydelighed, at vi langt fra er afskærmede overfor ændringer i den globale økonomi.

I takt med den økonomiske genopretning og fortsatte vækst hos vores største samhandelslande bedres udsigterne for den danske eksport også. Højere smitte og restriktioner i særligt Europa vil være bump på vejen, men det ændrer ikke ved den generelt gode forudsætninger for den danske eksport på det længere sigte.

Vareeksporten har 2021 ligget 12,5% højere end i 2020 og 7,7% højere end i 2019. Lidt anderledes ser det ud med tjenesteeksporten, som i år har været 10,7% højere end i 2020, men 1,5% lavere end i 2019.