Ny politisk aftale skal sparke gang i privatforbruget

Der er i nat opnået enighed mellem regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet som skal sikre genopretningen af dansk økonomi ovenpå coronakrisen. Det er fornuftigt, at man fra politisk side fortsat viser sig handlekraftig i den økonomiske modvind, som fortsat præger dansk økonomi.

Den økonomiske fremtid er ekstremt tåget, og derfor er det positivt, at aftalen bærer på potentialet til at sparke gang i pri­vat­for­bru­get og bidrage til at reducere be­skæf­ti­gel­ses­ta­bet i dansk økonomi. Der er saft og kraft i sparket, men også uden den helt store risiko for at forstrække musklen. Hellere gøre lidt for meget end lidt for lidt, og havde beslutningen i højere grad været præget af at sidde på hænderne og se tiden an, så risikerer man, at virkeligheden løber fra én. Det skal vi undgå, hvorfor det også er ganske fornuftigt, at der skydes med økonomisk skarpt i aftalen, om end det ikke er uden svage elementer og fortsatte markante risici for økonomien.

Der er i nattens aftaletekst en lang række af initiativer, men det helt store skud i genop­ret­nings­pla­nen er at sparke gang i pri­vat­for­bru­get. Den store op­mærk­som­heds­ta­ger er den delvise udbetaling af de indefrosne feriepenge, hvor der udbetales tre uger svarende til omkring 60 mia. kr. Som andel af BNP taler vi om en stør­rel­ses­or­den af 2,6%, hvilket er af en ganske anseelig størrelse, og som også har krudt nok til at gøre en forskel for pri­vat­for­bru­get og for dansk økonomi. Samtidig lægger man en del til side i krudtkammeret til et nyt slag på et senere tidspunkt, hvis behovet skulle være det, som er en fornuftigt løsning på nuværende tidspunkt. Herudover er man blevet enige om at udbetale 1.000 kr. til alle offentligt forsørgede. Det er bestemt positivt for den enkelte med den ekstra økonomiske håndsrækning, men det er ikke det initiativ, som kommer til at udgøre magtfaktoren i sparket til pri­vat­for­bru­get. Alt har imidlertid ret, hvor mange bække små samler sig til en stor å, men de 1.000 kr. udgør en af de lidt mindre bække med en samlet stør­rel­ses­or­den på i omegnen af 2 mia. kr.

En torn i sparket til pri­vat­for­bru­get skal dog findes i den relativt sene udbetaling, som formodes først at blive et stykke ind i efteråret. Man går således ind til med en forhåbning om, at danskerne bruger pengene allerede før udbetalingen. Der er grundlag for at visse af pengene vil blive brugt på forskud, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at udbetalingen mister lidt af sin potens med den sene udbetaling, som efter sigende sker senest til oktober som følge af tekniske årsager. Selvom 3-4 måneder ikke virker af meget, så kan dansk økonomi på det tidspunkt stå i en helt anden virkelighed. For at sætte det i perspektiv er der potentielt længere til udbetalingen, end coronakrisen foreløbig har været en del af økonomien. Og det er markante skader og spor, den allerede har efterladt.  Dansk økonomi står i øjeblikket i den snævre balance med at vandre fra at dulme det økonomiske slag til den efterfølgende genopretning, og den glidende overgang risikerer at blive langstrukken og bumbet af den relativt sene udbetaling.

Dansk økonomi går ind i en skrøbelig fase, hvor der er ret så bombastiske risici, som ligger på lur indenfor den nærmeste fremtid. I min optik er de største risici, at pri­vat­for­bru­get står i stampe, at ledigheden stiger markant udenfor de hårdeste ramte brancher, en mærkbart faldende eksport og en 2. smittebølge. Derfor ville den forkerte løsning også have været at se tiden an, og hvorfor der også skal lyde positive toner herfra for at der tages initiativ. Med den nye aftale tager man i høj grad hånd om de to førstnævnte risici, hvor man forsøger at afdække risikoen for et privatforbrug i stampe og et endnu bredere økonomisk slag. Samtidig skal nævnes, at man i den nye aftale også afsætter yderligere 500 mio. kr. til eksportpakke. Det ændrer dog ikke ændrer ved, at eksporten i massiv grad er afhængige af forhold uden for landets grænser.

Risiciene er markante, økonomien er svækket, og fremtiden er fortsat indhyllet i tåge. Nogle vil argumentere for, at dansk økonomi er gået mildt gennem krisen, men det er vigtigt at have sig for øje, at krisen er langtfra overstået. Vi kan have en ide om, hvad den kommende tid bringer, men ingen ved det. Foreløbig er ledigheden steget med mere end 40.000 personer, og jeg ser en markant risiko for, at vi vil se ledigheden stige yderligere over de kommende måneder. I takt med udfasningen af løn­kom­pen­sa­tion vil nogle - langtfra alle - ende i ledighed, og samtidig vil en del virksomheder forholde sig til den nye økonomiske virkelighed og evaluere, om der skal trimmes til. Derfor er det også yderst fornuftigt, at man fra politisk side hellere gøre lidt for meget end lidt for lidt i den nuværende tid. Vi forbliver optimistiske på dansk økonomis vegne i en ellers meget dyster tid, og den nyeste aftale bidrager kun til den optimisme. Vores hovedscenarie er uændret et fald i BNP på -3% i år, men risikoen for et endnu større tilbageslag er så absolut til stede med de markante risici in mente.