Opsigelsesfristen nærmer sig: Grobund for konverteringsbølge ved udgangen af januar

Foreløbige indfrielser er nået op på 16,8 mia. kr.

Brian Friis HelmerPrivatøkonombf@al-bank.dk38 48 45 55
Opsigelsesfristen nærmer sig: Grobund for konverteringsbølge ved udgangen af januar

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra re­al­kre­di­tin­sti­tut­ter­ne viser, at de foreløbige indfrielser er nået op på 16,8 mia. kr. ved udgangen af sidste uge. Det er en stigning på 4,5 mia. kr. fra ugen før.

Med dagens tal kan vi se, at der fortsat er boligejere som konverterer om end det er i et væsentligt langsommere tempo end ved seneste op­si­gel­ses­frist. Dertil kan vi lægge, at 1 pct. lånet siden starten af november har været yderst stabil med en kurs lige omkring 99, hvilket gør, at der stadig er muligheder for de boligejere, som ønsker at nedkonvertere deres fastforrentede realkreditlån.

Med det nuværende renteniveau, hvor 1 pct. lånet har en kurs på ca. 98,8, er der bestemt potentiale til, at vi kan få endnu en kon­ver­te­rings­bøl­ge ved udgangen af januar måned. Selvom der endnu kan nå at ske meget med renter og kurser, så er fundamentet lagt for, at der kan komme en ny kon­ver­te­rings­bøl­ge ved udgangen af januar. Jeg forventer dog på ingen måde, at vi kommer i nærheden af det rekordniveau vi så i juli og oktober måned med 185 mia. kr.

Der findes stadig en stor portion af boligejere med realkreditlån på 2 pct. eller derover, som er dem med de bedste om­læg­nings­mu­lig­he­der. Nationalbanken opgjorde for nylig, at der fortsat er lån med den høje rente for ca. 400 mia. kr.

Har man i dag et 2 pct. lån med afdrag med en restgæld på 1 mio. kr. og omlægger det til et nyt 1 pct. lån, så sparer man ca. 160 kr. om måneden efter skat. Omkostningen i form af gebyr og kurstab er ”tjent hjem igen” på ca. 4 år.

Relaterede artikler