Danskerne står økonomisk set stærkt med bankindlån på over 1 billion kr.

Bankindlånet har igennem det seneste halve år ligget omkring dette pæne niveau.

Lisette Rosenbeck ChristensenSeniorøkonomlrch@al-bank.dk38 48 47 60
Danskernes bankindlån bugner – har 1.023 mia. kr. stående

Friske tal fra Nationalbanken viser, at danskerne har over 1 billion kr. stående på helt almindelige bankkonti ved udgangen af januar – helt præcist 1.035 mia. kr. Det er et fald på 7,1 mia. kr. i forhold til december. Dermed er indlånet næsten faldet tilbage til det niveau, som vi har set fra august til november 2021, efter sidste måneds pæne stigning til godt 1.040 mia. kr.

Samlet set fremstår danskerne yderst velpolstrede her i begyndelsen af 2022 med mere end 1.000 mia. kr. stående på helt almindelige bankkonti. Bankindlånet har igennem det seneste halve år ligget omkring dette pæne niveau, hvor en række faktorer trækker i hver sin retning. På den ene side trækker øget privatforbrug og den negative indlånsrente på almindelige bankkonti ned i de samlede bankindlån, men det modsvares af, at danskerne økonomisk set står rigtigt stærkt, hvor rekord mange er kommet i arbejde og mange har oplevet, at lønningsposen er blevet større. Dertil har de stigende boligpriser gennem 2021 også haft en ikke uvæsentlig betydning.

Dansernes velpolstrede bankkonti giver et solidt udgangspunkt for pri­vat­for­bru­get. Og i takt med, at der i løbet af februar er kommet kontrol over coronasmitten i Danmark og re­strik­tio­ner­ne er lettet, forventer vi, at danskerne i de kommende måneder vil fortsætte med at bruge af deres indestående på bankkontiene – for der er råd til det.

Ser vi på bankindlånet i forhold til antallet af danskere over 18 år, har danskerne i gennemsnit 220.000 kr. stående på helt almindelige bankkonti i januar. Det er knap 13.000 kr. mere end før coronakrisen startede.

Mange danskere vil ikke nødvendigvis kunne genkende sig selv i de 220.000 kr., da bankindlånet er ulige fordelt blandt danskerne. Det er et fåtal af danskerne, som er med til at bringe niveauet for det samlede bankindlån så højt op, men det ændrer ikke ved, at flertallet af danskerne er med til at angive udviklingen i bankindlånet, når flertallet fx på samme tidspunkt får udbetalt de indefrosne feriepenge eller samtidigt ændre for­brugs­møn­ster pga. stigende coronasmitte og -restriktioner i samfundet.

Relaterede artikler