Nyt bekymrende fald i eksporten

Eksporten af varer ekskl. skibe, fly og brændsel faldt med 2,4% i juli.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Største fald i eksporten siden finanskrisen - men medicin dulmer slaget

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at eksporten af varer ekskl. skibe, fly og brændsel faldt med 2,4% i juli. Dermed falder eksporten på ny efter at være steget i to måneder. I maj og juni steg eksporten samlet med 6,9%, mens den forud for det faldet med 12,5% i februar, marts og april.

Dagens tal viser med al tydelighed den skrøbelighed, som eksporten står i lige nu. Bedst som vi håbede på en vedvarende stigning i eksporten med to måneders fremgang ovenpå det markante dyk i starten af krisen, så byder juli på et nyt og bekymrende fald. Det er enormt vigtigt for dansk økonomi, at vores eksport bliver ved med at tage skridt fremad og ikke tilbage - og lige nu er vi vidne til et brandærgerligt skridt tilbage. Med faldet i juli er eksporten i 2020 faldet flere måneder, end den er steget. Og vi ligger næsten 9% under eks­port­ni­veau­et, som vi lå på, inden coronakrisen fejede benene væk under eks­port­ud­sig­ter­ne for en periode.

Faldet i juli er relativt bredt funderet, hvor de største negative bidragsydere er råstoffer og maskiner. Ser vi på coronakrisen som helhed, så har de største fald i eksporten været at finde indenfor fødevarer, maskiner og færdigvarer. Omvendt har kemikalier og kemiske produkter, hvor medicin er at finde, bidraget positivt til eksporten i tiden med coronakrise.

Vi forventer dog stadig, at der er bedring i sigte for den danske eksport, men der er ingen tvivl om, at dagens tal er lidt af et nyreslag til den forsigtige optimisme. Vi lader os dog ikke slå ud og fastholder den meget forsigtige optimisme. Vi ser, at økonomierne vil bevæge sig frem og ikke tilbage over den kommende periode, hvilket vil være afgørende for også den danske eksport. Situation er dog ekstremt skrøbelig, og risiciene er enorme. Der skal ikke mange ting til at få det til at tippe i den forkerte retning igen. En række elementer peger desuden på, at fremgangen kan være bremset op udenlands. Øget smitte i først USA og dernæst i Europa risikerer at sætte en effektiv bremse for den økonomiske genopretning, som vil bevæge sig langsommere frem. Det vil sætte spor i den danske eksport.

Eksporten udgør en af de helt store risici for dansk økonomi, og præger sammen med ny smit­tespred­ning og et privatforbrug i dvale toppen af vores risikoliste på det korte sigt. Det er derfor vigtigt, at eksporten genfinder momentum, mens også pri­vat­for­bru­get skal vise sig fra sin stærkere side. Det bliver helt afgørende for den danske genopretning efter det historiske dyk i BNP i 2. kvartal.

Relaterede artikler