Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Prisen på at bygge bolig steg i 2. kvartal

Prisen på at bygge bolig steg i 2. kvartal

8. september 2022
Gå til nyhedsoversigt

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at omkostningerne ved at bygge bolig er 3,6% højere i 2. kvartal sammenlignet med 1. kvartal. Strækker vi sammenligningen til det seneste år, så er byggeomkostningerne steget med 9,9%. Det er en rekordhøj årlig stigningstakt i byggeomkostningerne, hvor statistikken går tilbage til 2003. Det samlede byggeomkostningsindeks for boliger er baseret på omkostningerne ved opførelse af enfamiliehuse og etagebyggeri.

Det er blevet markant dyrere at bygge bolig i årets andet kvartal, hvor omkostningerne steg med en rekordhøj hastighed. Det er især omkostningerne til materialer, som trækker op. Dagens tal er en klar indikation om, at farten er usædvanlig høj i byggeriet, og hvor vi også har set udtalte meldinger om mangel på arbejdskraft og materialer. Det smitter af på, hvor meget danskerne skal have op af lommen, hvis de vil bygge bolig i disse tider.

De seneste meldinger om mangel på materialer og arbejdskraft peger dog i retning af et mindre pres, og at byggeomkostningerne derfor vil falde i de kommende kvartaler. Det hænger sammen med den markante modvind, der er ved at bygge sig op på boligmarkedet og i dansk økonomi generelt. Stigende energipriser, renter og øget usikkerhed til fremtiden dæmper efterspørgslen i økonomien og altså også på boligmarkedet.

Omkostningerne til materialer steg med 3,8% i 2. kvartal set i forhold til kvartalet inden og med hele 13,1% set i forhold til året før. Samtidig er lønomkostningerne også går op, men med langt mindre hastighed. Lønomkostningerne steg med 3,1% i 2. kvartal sammenlignet med kvartalet før og med 2,4% set over det seneste år.

Tallene viser tilmed kun nye boligbyggerier og dermed mangler de mange renoverings- og byggeprojekter, som danskerne har kastet sig over i den seneste tid. I årets første halvår var der lige under 40.000 bolighandler, hvor en del danskere ofte skal benytte en håndværker i forbindelse med at klargøre boligen til salg samt at gøre den nye bolig indflytningsklar.

I 2. kvartal meldte mere end 4 ud af 10 virksomhederne indenfor bygge og anlæg om mangel på arbejdskraft, men presset er så småt ved at aftage. I de nyeste tal for juli og august er samme melding nu kun for under 4 ud af 10 virksomheder. Også manglen på materialer ser ud til at have toppet i 2. kvartal, hvor 36% af virksomhederne melder om produktionsbegrænsninger som følge af mangel på materialer. Mens det i juli og august er faldet til 29% af virksomhederne.