Boligudbuddet skrumper med historisk høj hastighed

Det giver medvind til priserne.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Laveste boligudbud i 14 år - udbuddet af boliger fortsatte ned i juni

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Finans Danmark viser, at udbuddet af boliger fortsætter med at skrumpe. Den seneste måned er boligudbuddet faldet med 455 boliger ifølge dagens tal, så der står nu 41.618 boliger til salg. Det er lige knap 12.500 færre boliger end for et år siden, hvilket svarer til et fald på intet mindre end 23% i forhold til sidste år! Det er det største årlige fald i statistikkens 16-årige historie.

Vi har gennem sommeren været vidne til et boligudbud, som er skrumpet med den højeste hastighed, der nogensinde er målt. Det er faktisk helt vildt, at næsten hver fjerde bolig er forsvundet fra markedet alene gennem det seneste år. Det giver kort sagt boligkøberne væsentligt dårligere kort på hånden i jagten på den kommende drømmebolig.

Det hastigt skrumpende boligudbud betyder, at boligkøberne flokkes om stadig færre boliger, som i sig selv er med til at drive priserne op. Vi ser da netop også i dagens tal, at udbudspriserne tikker videre op. Boligkøberne står således set overfor både færre boliger og til højere priser. Vi må sande, at boligmarkedet har klaret sig imponerende stærkt gennem coronakrisens første halve år, hvor det faldende udbud spiller en ikke uvæsentlig rolle i den stærke prisudvikling trods et gigantisk slag til dansk økonomi som helhed fra coronakrisen.

For huse er udbuddet i august faldet med 1,2% og ligger nu 19% lavere end for et år siden. Der står nu 28.599 huse til salg. Et endnu større dyk finder vi for sommerhuse, som faldt med 2,6% i august og ligger nu hele 38% lavere sammenlignet med for et år siden. Det betyder, der i dag står 6.535 sommerhuse til salg. For ejer­lej­lig­he­der er udbuddet omvendt tikket en anelse op i august, som steg med 1%. Sammenlignet med for et år siden er udbuddet dog endnu 21% lavere. I alt har 6.484 lejligheder et klistermærke med Til salg i ruden i øjeblikket.

Den seneste tids dyk i boligudbuddet skyldes både et boligmarked i hopla med en imponerende han­del­sak­ti­vi­tet, hvor boligerne nærmest bliver flået af hylderne hos mæglerne. Det er samtidig gået hånd i hånd en vis forsigtighed hos overvejende sælgere gennem foråret, som normalt byder på en mærkbar stigning udbuddet. Udbuddet har simpelthen ikke kunne følge med den store appetit på at købe bolig, og derfor ser vi nu det laveste antal boliger til salg i 14 år.

Vi forventer, at det dalende udbud får sin ende indenfor nær fremtid. Baggrunden for et lidt højere udbud senere i efteråret forventer vi kommer på baggrund af en lidt lavere han­del­sak­ti­vi­tet på boligmarkedet, mens nogle af de overvejende sælgere bliver mere tilbøjelige til at sætte boligen til salg i takt med, at boligmarkedet er gået stærkt gennem første del af coronakrisen. Dog ser vi også en del udskyde salget til næste forår, hvor det nærmest er traditionen tro, at flere vælger at sætte til salg. Derfor står det heller ikke mejslet i sten, at udbuddet vil stige, men det er vores hovedscenarie. Hvor mange der vælger at sætte til salg over de kommende måneder kontra vælge at udskyde til foråret, kan blive et afgørende element for den kommende prisudvikling.

Relaterede artikler