Boligudbuddet falder til det laveste i 14 år - og samtidig bliver boligerne en smule dyrere

I juli faldt antallet af boliger til salg med i alt 1.231 boliger.

Jeppe Juul BorreCheføkonomjjb@al-bank.dk38 48 47 61
Laveste boligudbud i 14 år - udbuddet af boliger fortsatte ned i juni

Netop of­fent­lig­gjor­te tal fra Finans Danmark viser, at udbuddet af boliger til salg fortsætter med at falde. I juli faldt antallet af boliger til salg med i alt 1.231 boliger, så der nu er 42.073 udbudte boliger. Det er 23% færre end for et år siden! Det er nu fjerde måned i streg, at det samlede udbud af boliger falder, og vi er dermed gået gennem et forår stik modsat den sædvanlige stigning i boligudbuddet. Med den dalende udvikling er det samlede udbud af boliger banket ned til det laveste siden 2006.

Faldet i antallet af udbudte boliger i juli er bredt funderet på huse, lejligheder og sommerhuse, som alle går i samme nedadgående retning. For huse faldt udbuddet med 1.031 huse, så der nu står 28.944 huse til salg, mens lejligheder faldt med 162 til i alt 6.422. For sommerhuse dalede antal Til Salg-skilte i forhaverne med 38 i juli, så der nu står 6.707 sommerhuse til salg.

Boligkøberne har den seneste tid ikke ligefrem fået bedre kort på hånden i jagten på drømmeboligen. Ikke nok med at udbuddet er faldet til sit laveste i 14 år, så stiger udbudspriserne også en lille spids. Kort og godt har boligkøberne fået både færre og dyrere boliger at vælge mellem. Det mærkbart faldende udbud skyldes både et boligmarked i høj hastighed med mange handler, og samtidig en lidt større forsigtighed hos overvejende sælgere, som har været en anelse mere til­ba­ge­hol­den­de med at sætte til salg. Og det er i sig selv med til at presse priserne i vejret. Vi forventer, at pilen på udbuddet vil begynde at pege op igen indenfor de kommende måneder. Dels ser vi ind i en lidt lavere han­del­sak­ti­vi­tet, og samtidig vil overvejende boligsælgere også være mere tilbøjelige til at sætte boligen til salg, da boligmarkedet er gået nådigt gennem første del af coronakrisen.

I juli steg den gennemsnitlige udbudspris på huse med 0,2%, og det betyder, at udbudspriserne nu er godt 2% højere end for et år siden. For lejligheder og sommerhuse steg udbudsprisen i juli med henholdsvis 0,04% og 0,6%, hvilket bringer de årlige prisstigninger op på 3,5% og 6,6%.

Det lavere boligudbud er med til at holde hånden under boligpriserne. Vi har set et boligmarked gå gennem den første del af krisen uden større prisfald til trods for det ekstreme slag, som coronakrisen har pådraget øvrige dele af dansk økonomi med. Boligmarkedet står i forvejen robust i coronakrisens modvind, men det faldende udbud har samtidig betydet, at boligkøberne flokkes om færre boliger, som er med til at holde en hånd under priserne, der kun i relativt lille omfang har været berørte af krisen foreløbig.

Vi forventer, at både han­del­sak­ti­vi­tet og boligpriserne går en tid med pil ned. Der vil dog alene være tale om relativt moderate fald, som må betegnes som yderst milde, hvid man sammenligner med de prisfald, som man så i forbindelse med finanskrisen. Så trods en mørk og dyster tid for økonomien som helhed, er vi på mange måder fortrøst­nings­ful­de og relativt optimistiske for boligmarkedet, som står godt rustet til den aktuelle modvind.

Relaterede artikler