Bliv foreningskunde
Som foreningskunde hos os kan du være sikker på at være kunde i en ansvarlig bank. Vi lægger stor vægt på personlig involvering.
Drømmer I om at starte en forening? Her får I en enkel, praktisk guide til stiftelse og opstart - fra det første møde til de vigtigste skridt efter stiftelsen. Guiden samler alt det nødvendige i kort form, så I kan planlægge den stiftende generalforsamling, beslutte vedtægter, vælge bestyrelse og komme trygt i gang med driften af jeres forening.

En forening stiftes typisk ved, at én eller flere personer indkalder mulige medlemmer til et stiftelsesmøde eller en stiftende generalforsamling, hvor de fremmødte er med til at beslutte grundlaget for foreningen.
Generalforsamlingen er foreningens ’lovgivende’ forsamling, og på den stiftende generalforsamling skal medlemmerne bestemme foreningens vedtægter, som er en slags grundlov for foreningen. Det er en god idé at sende et udkast til vedtægterne ud sammen med mødeindkaldelsen, så kan deltagerne i foreningen sætte sig godt ind i dem inden mødet. Normalt besluttes foreningens første sæt vedtægter med almindeligt flertal, uanset om vedtægterne fastslår, at vedtægtsændringer kræver mere end almindeligt flertal. Foreningens første bestyrelse vælges også på den stiftende generalforsamling.



Når foreningen er stiftet, skal rammerne for driften på plads. Registrér foreningen, få styr på Digital Post og andre digitale værktøjer, og opret en bankkonto med tydelige regler for, hvem der må disponere. Det skaber tryghed for medlemmerne og gør administrationen overskuelig.
CVR-nummer og registrering
Det er ikke alle foreninger, der skal registreres hos Erhvervsstyrelsen. Mange almene og frivillige foreninger vælger alligevel at få et CVR-nummer, da det gør det nemmere at håndtere økonomi, tilskud og aftaler på foreningens vegne. Som frivillig forening kan I registrere gratis via Virk. Husk at holde oplysningerne ajour og forny CVR-nummeret hvert tredje år - ellers lukkes det automatisk, og foreningens NemKonto lukkes samtidig.
Andelsboligforeninger registreres typisk som ikke-erhvervsdrivende foreninger med eget CVR, mens der for særlige foreninger og boligforeninger kan gælde ekstra krav eller normalvedtægter. Foreninger med begrænset ansvar (F.M.B.A.) er erhvervsdrivende og skal registreres, så ansvarsbegrænsningen får retsvirkning over for omverdenen.
Tip til korrekt branchekode
I dialogen med banken er det vigtigt at foreningen har den korrekte branchekode. Her er de 4 mest anvendte inden for boligområdet:
Andelsboligforeninger - A/B: 682020
Ejerforeninger - E/F: 683220
Haveforeninger - H/F: 949900
Grundejerforeninger - G/F: 683220
Få mere hjælp til branchekode her
NemKonto, MitID og Digital Post
Overvej NemKonto og adgang til relevante selvbetjeningsløsninger, så I kan modtage midler og kommunikere sikkert med myndigheder.
Bankkonto og tegningsregler
Åbn en foreningskonto, og sørg for, at tegningsreglerne i vedtægterne tydeligt beskriver, hvem der må disponere på foreningens vegne. Det gør økonomien enkel og tryg i hverdagen.


Ved oprettelse af en forening skal I have udarbejdet et sæt vedtægter. Vedtægterne beskriver foreningens formål, medlemskab, generalforsamling, bestyrelse, tegningsregler og opløsning. Brug dem aktivt, og opdater dem, når foreningen udvikler sig.

Mange kommuner støtter folkeoplysende foreninger med lokaletilskud, aktivitetstilskud og adgang til faciliteter. Rammerne fastsættes lokalt inden for Folkeoplysningsloven, som lægger vægt på lige vilkår og særlige hensyn til børn og unge. Derfor kan krav og satser variere fra kommune til kommune.
Start med at tjekke jeres kommunes retningslinjer og ansøgningsfrister, og hav vedtægter, referat og regnskab klar, når I søger. Flere steder foregår ansøgningen digitalt, og der kræves dokumentation for medlemsgrundlag og aktiviteter.