Det omvendte forældrekøb

Det omvendte forældrekøb

Det er ikke længere kun forældre, der køber en lejlighed til deres børn, der skal flytte hjemmefra for at studere eller lignende. Der er flere og flere veletablerede voksne børn, der vælger at købe bolig til deres aldrende forældre.

På den måde kan man være med til at sikre, at ens forældre får den rette bolig, der passer til netop deres behov og gør deres hverdag så nem som mulig. Ved omvendt forældrekøb er det ikke kun lejligheder, som det oftest er ved det klassiske forældrekøb, men også huse og rækkehuse.

Du køber og finansierer boligen, og dine forældre betaler leje til dig.

Hvad skal du gøre, hvis du vil købe bolig til dine forældre?

Hvis du overvejer at hjælpe dine forældre til at finde, købe og finansiere den rette bolig, er det nøjagtigt den samme rådgivning, du bør opsøge, som hvis der var tale om et af de klassiske forældrekøb.

Først skal du tage en snak med banken for at få et billede af, om det økonomisk er inden for rækkevidde. Herefter bør du tage kontakt til en revisor og/eller advokat, som kan rådgive dig om de skattemæssige fordele og ulemper. Når juraen og huslejen er på plads, foretager banken en kreditvurdering.

Tal med os om dine forskellige lånemuligheder. Bestil et møde.

Gode råd til omvendt forældrekøb:

  1. Vær opmærksom på, om den geografiske placering er langtidsholdbar. Er det nemt at handle, er der kort til evt. fritidsinteresser, natur og venner - også uden bil?

  2. Kontakt din bank for at høre om de økonomiske muligheder.

  3. Kontakt en juridisk rådgiver, for eksempel en advokat, der kan rådgive om det skattemæssige og om lejeaftalen mellem forældre og børn herunder fastsættelsen af korrekt husleje. Huslejefastsættelsen har både betydning for det skattemæssige og for mulighederne for boligsikring til den ældre.

  4. Overvej fast rente, når boligen skal finansieres. Din økonomiske situation får med et forældrekøb også konsekvenser for andres. Derfor kan det være hensigtsmæssigt ikke at løbe så stor en risiko.