Gå til indhold PrivatErhvervAL-KontoKig Gå til navigation
Skatteaftale gør det mere attraktivt at spare op til pension men øger kompleksiteten

Skatteaftale gør det mere attraktivt at spare op til pension men øger kompleksiteten

7. februar 2018
Gå til nyhedsoversigt

Efter at regeringen måtte erklære ambitionen om en historisk stor skattereform for død, har forhandlingerne koncentreret sig om to aspekter: for det første tiltag, der øger incitamentet til at spare op til pension, særligt for den gruppe, der er ramt af det såkaldte samspilsproblem. For det andet skattelettelser målrettet de lavest lønnede.

Det har nu resulteret i en aftale mellem Regeringen og Dansk Folkeparti der indeholder fire hovedelementer: et nyt pensionsfradrag, beskæftigelsesfradraget udvides til at inkludere pensionsindbetalinger, et nyt jobfradrag målrettet de laveste lønninger samt en nedsættelse af bundskatten. Hele aftalen koster 5 mia. kroner finansieret primært via midler fra tidligere aftaler samt justering af en række overførselsindkomster. Aftalen indfases gradvist fra 2018 til 2020.

De nye elementer gør det væsentligt mere attraktivt at spare op til pension, særligt for den gruppe, der har mindre en 15 år tilbage til pensionsalderen. Denne gruppe kan se frem til en betydelig skattelettelse. Det er også denne gruppe, hvor samspilsproblemet i dag er størst. Selvom aftalen gør det mere attraktivt for en stor gruppe mennesker at spare op til pension, bidrager den på den anden side til at gøre et i forvejen kompliceret skatte- og pensionssystem endnu mere komplekst. En mere gennemgribende reform, der samtidig øger gennemsigtigheden for den almindelige dansker, udestår altså stadig.

Et af regeringens erklærede mål er at øge arbejdsudbuddet markant, men det bliver ikke denne aftale, der opfylder målsætningen. Ifølge regeringens egne beregninger øger det samlede udspil arbejdsudbuddet med i alt 1350 personer heraf stammer kun 600 personer fra skatteændringerne mens størstedelen kommer fra skrappere opholdskrav på en række ydelser.

Samlet set er det lønmodtagere med de højeste indkomster, der står til at få de største skattelettelser og gevinsten stiger markant når man har mindre end 15 år tilbage til folkepensionsalderen. Se oversigten herunder fra Finansministeriet:

Nedenfor gennemgår vi de enkelte tiltag i flere detaljer.

Nyt pensionsfradrag

Det er primært det nye pensionsfradrag, der kommer til at kunne mærkes i husholdningsbudgettet. For en almindelig LO-lønmodtager giver det isoleret set en skattelettelse på omtrent 1.100 kr. om året stigende til knap 3.000 kr. om året hvis man har mellem fem og 15 år tilbage før folkepensionsalderen. For en funktionær og en direktør med en lønindkomst før pension på hhv. 520.000 kr. om året og 1.000.000 kr.om året er de tilsvarende beløb 2.200 kr. ved mere end 15 år til folkepensionsalderen og 5.800 kr. ved mindre end 15 år.

Det vil i mange tilfælde være attraktivt for personer med en LO-indkomst og derunder at indskyde det maksimale beløb på en aldersopsparing i de sidste fem år op til pensionsalderen og det reducerer skattelettelsen fra pensionsfradraget i de sidste år inden pensionsalderen for denne gruppe (jf, tabellen fra Finansministeriet). Det skyldes, at indskud på aldersopsparingen ikke er fradragsberettiget.

Pensionsfradraget omfatter alle betalinger til fradragsberettigede pensionsordninger op til 70.000 kr. Fradraget er på 12 pct. for personer med mere en 15 år til folkepensionsalderen og 32 pct. for personer med mindre, da samspilsproblemet er størst i årene tæt på pensionsalderen. Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag.

Ændringer i beskæftigelsesfradraget

Fradragsberettigede pensionsindbetalinger inkluderes nu i grundlaget for beskæftigelsesfradraget. Det betyder at der ikke længere gøres forskel på om lønnen bliver udbetalt som løn eller indsat på en pensionsordning. Dermed ”straffes” man ikke længere for at have en høj pensionsindbetaling via sin arbejdsmarkedspension.

Alle danskere, der ikke har ramt loftet for beskæftigelsesfradraget og indbetaler på en pensionsordning får dermed en skattelettelse. For en HK’er, der indbetaler 12 pct. af sin løn til pension, svarer det til en skattelettelse på omtrent 550 kr. om året.

I samme ombæring hæves loftet for beskæftigelsesfradraget med 1000 kr. således at loftet nu først rammes ved en lønindkomst inklusive pension på 361.000 kr. mod før 351.000 kr. Det svarer til en skattelettelse på omtrent 250 kr. om året for alle med en lønindkomst over grænsen på de 351.000 kr.

Nyt jobfradrag og nedsættelse af bundskatten

Det nye jobfradrag er ligeledes et ligningsmæssigt fradrag. Det udgør 4,5 pct. af lønindkomsten inklusive pensionsindbetalinger for lønindkomster over 187.500 kr. men maksimalt 2.500 kr. svarende til en maksimal skattelettelse på 650 kr. Loftet på de 2500 kr. i fradrag opnås ved en indkomst på 243.000 kr.

Bundskattesatsen nedsættes desuden med 0,02 pct. men værdien af dette er minimal for langt de fleste indkomster, men kommer til gengæld alle indkomstgrupper til gode.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening