Gå til indhold PrivatErhvervUnderskriftsrum Gå til navigation
Den amerikanske centralbank sænker renten igen.

Den amerikanske centralbank sænker renten igen.

18. september 2019
Gå til nyhedsoversigt

I juli sænkede den amerikanske centralbank renten for første gang siden 2008, og her til aften følger banken trop på den udmelding og sænker renten for anden gang i år. Igen sænkes renten med 25bp og lyder nu på 1,75%-2,00%.

Rentesænkningen var så godt som en done deal, men alligevel ikke fuldt ud indpriset i markedet. Hovedforventningen var godt nok en rentesænkning, men en ikke helt ubetydelig del havde sat næsen op efter mere. Vi ser umiddelbart også et tryk op på renterne ovenpå meldingen, hvor det især er de korte renter, som mærker det største pres.

Ser vi et stykke ud i fremtiden, så er der også skuffelse at spore i markedet over, at centralbanken ikke leverer mere. Medianforventningen hos centralbankens medlemmer er, at renten forbliver uændret fra nu og frem til udgangen af 2020. Det dækker dog over en efterhånden iboende splittelse internt i centralbanken. Medianforventningen skyder således et godt stykke over markedets forventninger, som er opsatte på yderligere lempelser og rentesænkninger. En dugfrisk melding fra markedet er en forventning om yderligere 2-3 rentesænkninger frem til udgangen af 2020. Herudover var Donald Trump også hurtigt ude og vise hans skuffelse over, at renten ikke kommer endnu længere ned.

Vi er hverken på linje med markedsforventningen eller centralbanken. Vi forventer, at FED sænker renten yderligere en gang inden årets udgang og holder så stand derfra. Usikkerhedsmomenterne vil fortsat præge markederne mod årets afslutning, som vil holde banken på lempelsesbanen. En lettelse af handelskrigens tåger ser vi som minimum først i det tidligere forår 2020.

Selvom det er svært at komme udenom en amerikansk økonomi, som viser glimrende takter, så kan centralbanken ikke slå skyklapperne til overfor en inflation et stykke fra målsætningen, og der er tilstrækkelig af usikkerhedsmomenter i den kommende tid, som banken også hæfter sig ved. Desuden hæfter banken sig ved, at eksporten ikke viser helt samme takter som før.