Gå til indhold PrivatErhvervDigital signering Gå til navigation
Eksporten på benene igen

Eksporten på benene igen

9. december 2019
Gå til nyhedsoversigt

Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for den danske eksport, hvor vareeksporten ekskl. skibe, fly, brændsel mv. er stort set uændret i forhold til september. I oktober steg eksporten af varer således med 0,1%, og det høje niveau for eksporten fastholdes dermed. Faldet fra september på 2,6% har for nu været en enlig svale, og ser vi et større perspektiv ligger eksporten i årets første 10 måneder 7,7% højere sammenlignet med samme periode sidste år.

Eksporten fastholder det høje niveau, som har tegnet 2019, og er kommet på benene igen i oktober ovenpå en lille kæberasler måneden før. Dansk eksport har kort sagt haft et fremragende 2019, og den største bidragsyder til dansk vækst skal lige nu findes udenfor landets grænser. Det til trods for global uro og vækstnedgang hos nogle af vores største samhandelspartnere. Uroen og vækstnedgangen uden for landets grænser har indtil videre prellet nogenlunde af på den udenlandske efterspørgsel efter danske varer. Det skyldes ikke mindst, at vi har en mindre konjunkturfølsom eksport med medicin og vindmølleproduktion som trækdyr. Den seneste tid har det særligt været eksport rettet mod USA, samt eksport fra medicinalsektoren, som har trukket det største læs.

Selvom vi i Danmark kan bryste os af en solid eksport og en generelt modstandsdygtig økonomi, må vi også se i øjnene, at vi vil blive ramt, hvis det udenlandske uvejr for alvor folder sig ud. Danmark er en lille åben økonomi, og er derved dybt afhængig af situationen på vores eksportmarkeder. Risiciene, som især tæller handelskrig og vækstnedgang, har tyngden til at skubbe betydeligt til dansk økonomi, hvis de for alvor folder sig ud.

Denne uge byder på en ren superuge med centralbankmøde i både FED og ECB samt britisk parlamentsvalg, som reelt er et Brexitvalg. På søndag træder nye toldforhøjelser igennem i USA på en række importerede varer fra Kina, og det store spørgsmål er, om man når at lande en mindre aftale inden på søndag og afværger den kommende toldstigning. Der vil under alle omstændigheder være tale om en aftale af mindre karakter, men med stor signalværdi.