Gå til indhold PrivatPrivat BetaErhvervAL-KontoKigDigital signering Gå til navigation
Detailsalget taber fart

Detailsalget taber fart

25. februar 2019
Gå til nyhedsoversigt

Detailsalget har tabt fart over de seneste måneder, og januar er ingen undtagelse. Detailsalget faldt med 0,3 pct. sammenlignet med december, og det kommer efter et fald på 0,8 pct. i december måned. Det skyldes særligt et fald i salget af beklædning mv., da forbrugerne i mindre grad end normalt brugte januarudsalget til at forny garderoben.

 

Siden sommeren sidste år har detailsalget generelt udviklet sig sløjt efter en stærk start på 2018. Selvom forbrugernes privatøkonomi generelt er stærk, så bunder tilbageholdenheden formentlig i en vigende tiltro til fremtiden. Det tyder de seneste måneders fald i forbrugertilliden på. Her har en vigende optimisme omkring Danmarks økonomiske situation om et år trukket ned i den samlede forbrugertillid over de seneste mange måneder, mens forbrugerne fortsat ser optimistisk på deres egen økonomiske situation.

 

Både lave renter, stigende beskæftigelse og fremgang i reallønnen taler ellers for at 2019 bør blive et godt år for privatforbruget. Uro på de finansielle markeder og en betydelig usikkerhed om styrken af det globale opsving ser dog ud til at påvirke forbrugernes optimisme, og det kan øge forsigtigheden og dæmpe lysten til at købe nyt. På trods af dette forventer vi fortsat, at privatforbruget vil være en væsentlig drivkraft bag væksten i år.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening