5 råd til livet på SU-budget

5 råd til livet på SU-budget

Når studierne først går i gang, er det nok ikke budgettet, du tænker mest på. Men når pengene er knappe, skal der både snilde og god planlægning til at få råd til både bolig, bøger og kaffebar. Her får du fem gode råd, dit budget vil takke dig for.

1. Studiekort: Spar penge på (næsten) alt

Det er en rigtig god ide altid at have dit studiekort på dig eller downloade et digitalt studiekort. Det kan du nemlig bruge til at få rabat på alt fra to-go-kaffe til studiebøger - få overblik over rabatmulighederne på studiz.dk. Som studerende kan du desuden blive medlem af en fagforening - helt gratis - og gennem dit medlemskab få tilbudt forsikringer til en markant lavere pris end på markedet generelt - Forbrugerrådet Tænk anbefaler Alkas Ungdomsforsikring

2. Læg et budget, der holder

Står du ofte sidst på måneden og undrer dig over, hvor pengene er blevet af, så er det om at finde lommeregneren frem og skabe overblik over dine indtægter og udgifter. Med et budget kan du regne dig frem til det beløb, du hver måned skal lægge til side til dine faste udgifter - og du kan selv oprette en ekstra konto til formålet i netbank. På den måde undgår du måneder, hvor udgifterne sluger hele din indtægt. Samtidig sikrer du, at pengene ikke klattes væk i de måneder, hvor udgifterne er få.

> Se også: 4 råd til et budget, der holder

3. Studiejob: Ekstra penge og kompetencer

Selvom du selvfølgelig skal bruge mest tid på undervisningen, forberedelsen og afleveringerne på studiet, kan det være en god ide også at lægge nogle af dine kræfter i et studiejob. Bare få timer om ugen på job kan sikre, at du har penge nok til at få din økonomi til at hænge bedre sammen - ofte uden at optage studielån. Udover de økonomiske fordele tilegner du dig ekstra kompetencer, der kan have ret stor betydning for dine fremtidige jobmuligheder.

4. Søg penge til at bo

Dyre studieboliger betyder, at huslejen sluger hele SU'en blandt mange studerende. Hvis du bor til leje, er det derfor en god ide at undersøge, om du kan få boligstøtte - på borger.dk kan du beregne, hvor meget du kan få udbetalt om måneden i boligstøtte. Det kan også være, at du kan søge om et lån til indskuddet på din lejlighed, hvis du ikke har pengene - på borger.dk kan du læse mere om mulighederne

> Studieophold i udlandet? Husk legaterne!

5. Overvej (at undlade) et studielån

Hvis du trods studiejob og evt. økonomisk støtte fra det offentlige fortsat har svært ved at få økonomien til at løbe rundt, kan du overveje at optage et studielån. Fordelen ved at optage det statslige lån er, at du ikke finder en lavere rente andre steder. Men selvom omkostningerne er lave, skal lånet stadig tilbagebetales, og mange nyuddannede har faktisk svært ved at komme af med gælden. Så du gør helt klart din fremtidige økonomi en tjeneste, hvis du kan gå en bue uden om studielån.