Flytte hjemmefra: 5 råd til at komme godt fra start

Flytte hjemmefra: 5 råd til at komme godt fra start

Ikke alene skal du vinke farvel til mors gode mad, fars dårlige vittigheder og lillesøsters kærlige kram. Du skal nok også forberede dig på nogle år med økonomisk smalhals. Men med god planlægning bliver der også råd til at have det sjovt.   

Der er alt mulig grund til at glæde dig til alt det nye, når du flytter hjemmefra. Men det kræver også god forberedelse, hvis ikke rod og manglende overblik skal spolere din økonomi og glæden ved at leve for dig selv i din egen bolig.

1. Del boligudgifterne

Det kommer formentlig ikke som nogen overraskelse, at huslejen sluger en stor del af din SU. Så det er økonomisk set smaddersmart at bo billigt. En roomie kan være en af måderne at sænke dine boligudgifter – hvis altså du orker at dele pladsen i køleskabet og vente på at badeværelset bliver ledigt. Når I er to om at betale husleje, vand, varme, el, internet og tv-pakke, så bliver der bedre råd til mad, underholdning og fester.

Se video om at flytte sammen

Nicolai og Jens har kendt hinanden siden folkeskolen. Men hvad sker der egentlig, når man flytter sammen med en af sine bedste venner?

video Play

2. Undervurdér ikke mors kødgryder

Mad suger ofte flere penge ud af din konto, end du regner med. Særligt hvis du godt kan lide at spise andet end pasta med ketchup. Du kan for det meste planlægge dig ud af det, lave ugentlige madplaner og generelt købe budgetvenligt. Du kan også købe overskydende mad fra restauranter, bagerier og supermarkeder - f.eks. via appen Too Good To Go - så får du lækker mad til reduceret pris og bekæmper samtidig madspild. 

Selvom du har talent for at spare, kan madkontoen alligevel godt ende tom i slutningen af måneden. Så kan du aflægge mor og far et besøg. Udover at de formentlig vil elske at se dig, så kan middagsmad hos mor og far en enkelt gang om ugen spare dig for hundredvis af kroner om måneden.

3. Forsikringer: Dit værn mod dyre uheld

Selvom din cykel er ramponeret, dit tv er købt brugt, og du har arvet dit tøj, så er der alt mulig grund til at dække dig godt ind. For selvom dine ting ikke har kostet alverden, så kan det koste mange tusinde kroner at erstatte dem med nye.

Flytter du hjemmefra, før du er 21 år, så tjek lige mors og fars indboforsikring - måske dækker forsikringen også dig. I modsatte tilfælde bør du selv tegne en indbo- og en ulykkesforsikring. Er du medlem af en fagforening (fagforeningsmedlemskab er typisk gratis under uddannelse), kan du få tilbudt forsikringer til ekstrabillige priser - Forbrugerrådet Tænk anbefaler Alkas Ungdomsforsikring

4. Læg nu det budget

Hver 3. ung lægger ikke budget for deres private økonomi, men selvom et budget lyder kedeligt, finder du nok ret hurtigt ud af, at du får behov for et. Især hvis der skal være råd til fester, mad, studiebøger og togture hjem til mor og far i ny og næ. Slår pengene ikke helt til, kan budgettet nemlig give dig overblik over, hvad du skal skære ned på for at få økonomien på ret køl. Opret budgettet i netbank - eller få din bank til at gøre det for dig – og hold skarpt øje med budgettet og dine kontobevægelser løbende. 

> Få 4 råd til et budget, der holder

5. Husk penge på kistebunden

3 ud af 5 unge har prøvet at få en uventet regning, de ikke har råd til. Uforudsete udgifter er uden tvivl en af de største syndere, der kan smadre din i forvejen stramme økonomi. Ting kan jo ske for selv den mest forsigtige type - en tand kan knække, fjernsynet gå i sort eller vaskemaskinen gå i stå - og dine forsikringer dækker ikke alting. Så beregn hvad ”worst case scenario” potentielt kan koste dig og læg den sum penge til side på en særskilt konto. Du kan i øvrigt selv oprette kontoen i netbank.