6 måder at spotte en fupbutik

6 måder at spotte en fupbutik

Langt de fleste danskere handler på nettet og kaster alt lige fra koncertbilletter til hverdagsmad ned i de virtuelle indkøbsvogne. Over tre måneder handler hver dansker i gennemsnit mere end seks gange online ifølge Nets – men husker du at tjekke netbutikken hver gang?

Kilde: Kortchef i Arbejdernes Landsbank Dorte Poulsen

Danskernes begejstring for e-handel gør os til oplagte mål for kriminelle, der gerne tager imod dine penge og dine oplysninger, men som aldrig sender dig nogle varer. Når du handler på nettet, skal du som udgangspunkt derfor altid være skeptisk. Her er flere ting, der bør få dine alarmklokker til at ringe og hurtigst muligt forlade butikken igen – det kan spare dig for dårlige oplevelser og mange penge.

1. Pris er kun DKK 537,71

Knib øjnene sammen og kig en ekstra gang på tilbuddet. Har du fundet et supertilbud på en (verdens)kendt mærkevare, som står i skærende kontrast til øvrige tilbud på samme vare i andre netbutikker, kan det være et tegn på fup. Er prisen på varen skæv, f.eks. 537,71 kroner, og mest af alt ligner et tal, der har været en tur i valutaomregneren uden efterfølgende at blive afrundet, bør du også være ekstra opmærksom.

2. Om Snyd & Pels ApS

Falske netbutikker har ofte fine og fornemme forsider og produktsider, som det ved første øjekast kan være svære at gennemskue. Til gengæld afslører siden ”Om os” ofte en hel del. Typisk er denne del nemlig underprioriteret af fupmagerne og indeholder enten meget få og sprogligt dårligt formulerede informationer, eller også findes siderne måske slet ikke. Enhver ”rigtig” netbutik med respekt for sig selv vil som regel skrive en fin historie om sig selv, notere sit CVR-nummer mv.

3. ”Køb Gratis Taske Smart”

Ovenstående er et eksempel på noget vrøvl, der kunne forekomme på en falsk netbutiks hjemmeside. Mange fupmagere får nemlig oversat teksterne af en computer og renser dem sjældent for håbløse formuleringer og uheldige stavefejl. Så hvis der står en masse sludder, eller hvis grammatikken er helt ude i hampen, skal du tage ekstra forbehold for siden.

4. www.verdenskendtbrand.dk

Længden og kompleksiteten kan tage pusten fra de fleste, men du bør alligevel kaste dine øjne på URL-adressen. Hvis der står et kendt produktnavn i adressen eller ordene slet ikke passer til det, som netbutikken sælger, skal du nok skynde dig videre ud på nettet og finde en alternativ shop at handle i. Det er nemlig et kendt greb blandt svindlere at bruge ord, som mange søger på, og som placerer siden i top på Google. 

5. Grib knoglen!

Selvom det er tilfredsstillende for de fleste at gennemføre et køb med få klik og et swipe, så er det en rigtig god ide at stoppe op inden og spørge butikkens medarbejdere om et eller andet – specielt hvis du har mistanke om fup. Telefonen er en rigtig enkel og effektiv måde at afsløre svindlere, så grib knoglen og prøv at ringe dem op. Du kan også prøve at sende en mail til butikken. Hvis ingen svarer på telefonen, eller mailen bouncer tilbage, så er dette et stærkt faresignal.

6. Hent SIKKER SHOPPING

E-mærket har udviklet et nyt kriminalpræventivt værktøj med navnet SIKKER SHOPPING, der allerede i søgeresultaterne viser et rødt advarselsikon ud fra webshops, som e-mærket mistænker for at være falske. Hent gratis programmet i Chrome Webshop til din browser på computeren.

Gode råd til dig, der handler på nettet

  • Betal aldrig forud via bankoverførsel
    Betal aldrig forud via bankoverførsel eller lignende. Fupbutikker reklamerer ofte med forskellige "almindelige" betalingsmuligheder, som viser sig at være nogle andre på betalingssiden.
  • Tjek din kvittering og hold øje med din konto
    Se om der trukket det korrekte beløb for din vare på din konto.
  • Reager på fejl med det samme
    Hvis du aldrig får leveret din vare eller modtager noget andet end det, du har bestilt, så gør butikken opmærksom på fejlen. Gør det (også) skriftligt, så du har dokumentationen i orden.
  • Få hjælp af banken
    Hvis du får trukket et beløb for et køb, du aldrig har foretaget, eller det samme beløb to gange, kan banken hjælpe dig med at få pengene tilbagebetalt. 

Sådan gør du indsigelse