
Så meget har coronakrisen sat fut i sommerhussalget
Sommerhusmarkedet har i den grad overrasket under coronakrisen, ifølge økonom i Arbejdernes Landsbank Anders Christian Overvad. Udsigten til ferie i Danmark har sat skub i efterspørgslen, og samlet set ligger handelsaktiviteten 56 procent højere for perioden marts til maj 2020 sammenlignet med samme periode sidste år, viser tal fra Boligsiden.
Så mange danskere vil holde mere ferie i Danmark
Med coronaens indtog har mange danskere fået det sidste spark og besluttet sig for at gøre sommerhusdrømmen til virkelighed. En rundspørge foretaget af Voxmeter, på vegne af Arbejdernes Landsbank, viser, at mere end hver tredje dansker regner med at holde mere ferie i Danmark de næste år. Og det er formentlig en af de væsentligste årsager til, at flere har valgt at realisere drømmen om eget sommerhus.
Disse sommerhuse går som varmt brød
Tager vi udgangspunkt i de 20 største sommerhuskommuner, der samlet dækker 70 procent af handelsaktiviteten i år, er det klart de billige sommerhuse, der er rift om. For de billigste sommerhuse, som koster mindre end 1 mio. kr. er salget med mere end 80 procent. De dyreste sommerhuse, der koster mere end 1,6 mio. kr., er salget ”kun” steget med 36 procent. Det betyder, at de billigste sommerhuse nu udgør en større andel af det samlede sommerhussalg, sammenlignet med sidste år.
Hvor meget koster et typisk sommerhus?
Ifølge økonom Anders Christian Overvad koster et typisk sommerhus på 80 kvadratmeter 1,3 mio. kr. Som potentiel sommerhusejer skal man regne med knap 15.000 kr. i renteudgifter efter skat per lånt mio. det første år, og dertil kommer alle de andre udgifter, der er forbundet med at være sommerhusejer. Det er mange penge, og derfor ser han også, at de sommerhuse danskerne har efterspurgt flest af, er de billigste.
Sommerhusmarkedet har overrasket under coronakrisen
Udsigten til ferie i Danmark har sat skub i efterspørgslen på sommerhuse, og det er interessant at se, at det er de billige sommerhuse, der går som varmt brød.
Økonom i Arbejdernes Landsbank Anders Christian Overvad
Fakta om metoden
Hvilke kommuner er med:
- Sommerhuskommuner hvor sommerhuset i gennemsnit koster mindre end 1 mio. kr.: Aalborg, Lolland, Skive, Thisted, Vordingborg og Guldborgsund.
- Sommerhuskommuner hvor sommerhuset i gennemsnit koster mellem 1 og 1,2 mio. kr.: Kalundborg, Frederikssund, Slagelse, Norddjurs og Ringkøbing-Skjern.
- Sommerhuskommuner hvor sommerhuset i gennemsnit koster mellem 1,2 og 1,4 mio. kr.: Bornholm, Jammerbugt, Odsherred og Syddjurs.
- Sommerhuskommuner hvor sommerhuset i gennemsnit koster mellem 1,4 og 1,6 mio. kr.: Varde, Hjørring og Frederikshavn.
- Sommerhuskommuner hvor sommerhuset i gennemsnit koster mere end 1,6 mio. kr.: Halsnæs og Gribskov.
Om finansieringsomkostninger:
Hvis du køber et sommerhus til 1 mio. kr. og selv medbringer udbetalingen på 50.000 kr., så koster et fastforrentet 30-årigt realkreditlån dig 3.620 kr. om måneden efter skat (1. år), heraf udgør afdraget 2.380 kr. om måneden (1. år).
Antagelse: Beregningen er foretaget 9. juni 2020 med dagens rente- og kursniveau. Sommerhuset koster 1 mio. kr., hvor køber selv medbringer en udbetaling på 5 pct. Sommerhuset finansieres 100 pct. (fratrukket udbetaling) via friværdi i nuværende helårsbolig, hvor det er antaget, at belåningsgraden er 40 pct. inden sommerhuskøbet. Lånet optages hos Totalkredit som et 30-årigt fastforrentet lån på 1 pct. med afdrag til en kurs på 98,1. Bidrag er 1,03 pct. Der er medtaget omkostninger til optagelsen af lånet. Skat 25,6 pct. Afrundet.
Om spørgeskemaundersøgelsen
Undersøgelsen er gennemført af Voxmeter for Arbejdernes Landsbank. Undersøgelsen er gennemført som webinterview ved brug af Voxmeters CAWI-system. Undersøgelsen baserer sig på 1.006 besvarelser og er repræsentativ for den danske befolkning over 18 år. Besvarelserne er indsamlet i perioden 2. juni – 9. juni 2020.