6 ting, du bør vide, inden du udlejer dit sommerhus

6 ting, du bør vide, inden du udlejer dit sommerhus

Det er populært blandt sommerhusejere at leje sommerhuset ud, og der er mange gode muligheder for at udleje - både selv og via bureau. Men inden du byder lejere velkommen, er det en god idé at sætte sig ind reglerne – så du undgår at løbe ind i uventede udgifter.

1. Bedst at udleje selv eller gennem bureau?

Hvis du udlejer dit sommerhus selv, skal du ikke betale honorar til et bureau. På den måde beholder du en større del af indtægten selv. Til gengæld får du et mindre skattefradrag (læs mere om skattefradrag herunder). Og så er der flere opgaver forbundet med at udleje huset selv, f.eks. markedsføring, kommunikation med lejerne og papirarbejdet. Du skal også selv udlevere nøgler, rengøre og tilse huset og holde øje med forbruget af vand og el.

Hvis du foretrækker, at andre skal tage sig af alle de praktiske ting - og samtidig nyde godt af et større skattefradrag - findes der ca. 120 store og små bureauer, der udlejer sommerhuse i Danmark. Den service er selvfølgelig ikke gratis. Vælger du at udleje sommerhuset gennem et bureau, tager de mindre bureauer et sted mellem 25 og 40 procent af lejeindtægten, og de store bureauer tager ca. 40 procent af lejeindtægten.

Vidste du, at du også kan få BoligBonus ved køb af sommerhus?

Få et af markedets stærkeste lån til sommerhus og få udbetalt en årlig BoligBonus på 1.200 kr. pr. lånte million kr.

2. Sådan fastlægger du prisen for lejen af sommerhuset

Vil du selv stå for udlejning, er det en god ide at kaste et blik på markedet for udlejningssommerhuse i dit område og fastsætte prisen på baggrund af, hvad andre tilsvarende huse koster at leje - naturligvis alt afhængigt af husets beliggenhed, størrelse, stand mv. Du kan selvfølgelig også få et bureau til at fastsætte prisen for udlejning af dit sommerhus.

Selvom det er fristende at sætte prisen højt, særligt i højsæsonen, kan det nogle gange godt betale sig at lægge prisen tæt op ad eller lidt lavere end prisen på tilsvarende huse. Så kan det være, at dit sommerhus bliver lejet ud hyppigere – hvilket samlet set giver dig en større lejeindtægt.

video

3. Det skal dit sommerhus tilbyde lejerne

Udlejer du sommerhuset selv, er der ingen regler for, hvor stort sommerhuset skal være, eller hvad det skal kunne tilbyde lejerne. Dog vil mange sommerhuslejere i Danmark nok forvente en vis standard, såsom rindende vand, toilet, køkken mv.

Bliver sommerhuset lejet ud via et bureau, er der typisk helt specifikke rammer for sommerhusets faciliteter. Det kan for eksempel være, at huset skal være på minimum så og så mange kvadratmeter, indeholde et specifikt antal separate soverum og have vand, toilet og bad. Mange bureauer kræver også, at det skal være muligt at lave varm mad i huset, og at huset skal være møbleret med borde, stole, sofagruppe, senge og havemøbler.

4. Så lang tid må du leje sommerhuset ud

I sommerhalvåret kan du leje dit sommerhus ud i hele perioden fra 1. marts til 31. oktober, hvilket i praksis betyder, at du kan leje sommerhuset ud i 34 uger.

I vinterhalvåret, derimod, skal du holde øje med, hvor lang tid du lejer sommerhuset ud. Ifølge reglerne må et sommerhus i vinterhalvåret – fra 1. november til udgangen af februar – nemlig kun benyttes til ”kortvarige ophold”, når den samlede anvendelse i perioden ikke overstiger 9 uger.

5. Sådan indberetter du lejeindtægten på skat.dk

Uanset om du selv udlejer dit sommerhus, eller det sker gennem et bureau, skal der betales skat af lejeindtægterne:

  • Når du selv udlejer sommerhuset, får du i 2019 tildelt et fradrag på 11.200 kr., og du skal selv opgive lejeindtægten på skat.dk. Der findes to fradragsmetoder. Den nemmeste og mest anvendte metode er et fast fradrag (bundfradrag) i lejeindtægten, men du kan også vælge at få fradrag for visse dokumenterede udgifter (regnskabsmæssigt fradrag).
  • Når du udlejer huset gennem et bureau, får du i 2019 tildelt et forhøjet fradrag på 40.900 kr. Der er derfor mulighed for at spare penge i skat, når udlejningen foregår gennem et bureau. Desuden sørger bureauet for at indberette lejeindtægten til Skattestyrelsen, så du ikke behøver foretage dig noget.
video

6. Forsikringen er vigtig

Når du lejer dit sommerhus ud, kan der ske tyveri eller skader på huset og inventaret – og så er det godt at have en god forsikring. Som udgangspunkt vil det være din egen fritidshusforsikring, der skal betale for skader eller tyveri, og flere forsikringsselskaber tilbyder en særlig dækning, der gælder ved udleje af huset. Lejer du dit sommerhus ud via et bureau, kan det være, at tyveri og skader ifm. udlejning bliver dækket via bureauets forsikring.

Husk at kontakte dit forsikringsselskab eller bureauet, hvis du overvejer at leje dit sommerhus ud. Så du ved, om og hvordan du er dækket i forbindelse med udlejning.

Bestil et møde hos os og hør mere om dine muligheder

Ønsker du at have et boligmøde med os inden for 1 time, kan du ringe til os på 38 48 48 00. Vi er til rådighed alle hverdage kl. 8.00 - 20.00 og weekend kl. 10.00 - 16.00. Vi kan også ringe dig op - udfyld nedenstående formular, og vi vil kontakte dig telefonisk inden for to hverdage.

Dine oplysninger behandles fortroligt og vil kun blive anvendt i forbindelse med dit ønske om at blive kontaktet for et uforpligtende møde. Ønsker du at blive kunde hos os, beholder vi dine oplysninger. Ellers sletter vi dem efter 3 måneder. Du kan læse mere om bankens behandling af dine personoplysninger på al-bank.dk/persondata.