Lånetyper - hvilket lån skal jeg vælge?

Lånetyper - hvilket lån skal jeg vælge?

De færreste har alle de penge, der skal til, for at købe en ny bolig kontant. Derfor skal du sikkert også tale lånemuligheder og lånetyper med banken. Valget af lånetype er for mange en mindre videnskab. Der er i dag så mange forskellige lånetyper, at det kan være svært at overskue. Lånetypen afgør, hvor meget det kommer til at koste dig at låne pengene - både på lang sigt og hver måned.

Da din bolig formentlig er dit livs dyreste investering, er det vigtigt at tage sig god tid og overveje grundigt. Forhør dig også gerne hos venner og bekendte om deres personlige erfaringer. Men der skal også professionel vejledning til, så tag altid din kunderådgiver med på råd.

Få din kunderådgiver til at lave beregninger på, hvordan jeres lån vil se ud med udgangspunkt i de forskellige lånetyper. Gennemgå det grundigt med hensyn til fordele og ulemper. Grundige overvejelser kan spare jer for både penge og fremtidige ærgrelser.

Hvilke forskellige lånetyper er der?

Finansiering af en ejerbolig består som regel af tre ting: Egenbetaling, banklån og realkreditlån. Egenbetalingen skal minimum være 5% af boligens værdi, og realkreditlånet kan maks. være 80% af boligens værdi. Resten finansieres ved et banklån. Det er bedst, at realkreditlånet udgør den største del af finansieringen, da det lån har den mest fordelagtige rente.

Valg af realkreditlån

Der er stor forskel på de forskellige typer af realkreditlån, som du kan vælge mellem. Der findes et utal af forskellige kombinationsmuligheder og lån med både fast og variabel rente. Hvordan, du skal sammensætte dine lån, afhænger blandt andet af, hvordan din fremtidige økonomi ser ud, og hvordan dit behov for sikkerhed, stabilitet eller fleksibilitet er.

Du behøver altså ikke at optage ét lån med en lånetype. Du kan f.eks. vælge at tage en del af lånet med en fast rente og en anden del af lånet med en variabel rente.

Realkredit – Lån med fast rente
Hvis du vælger et lån med fast rente, kender du din rente i hele lånets løbetid – uanset om renten stiger eller falder på markedet. Et lån med fast rente koster typisk mere nu og her end et lån med variabel rente, men til gengæld har du ingen bekymringer.
Læs mere om lån med fast rente.

Realkredit – Lån med variabel rente
Hvis du vælger et lån med variabel rente, kender du kun din ydelse for en kortere periode, som her og nu vil være lavere end på et lån med fast rente. Når du her og nu får den laveste rente, skal du til gengæld acceptere, at der er en risiko for en rentestigning, og dermed en højere ydelse. Har du besluttet dig for variabel rente på dit realkreditlån, så er næste beslutning hvor mange år renten skal være fastlåst; 3 eller 5 år. Derfor hedder lånetyperne også F3 og F5.
Læs mere om lån med variabel rente.

Realkredit - F-kort
F-kort er et nyere realkreditlån med kort lav variabel rente. Det er normalt det lån, som har den laveste rente og dermed den laveste ydelse. 
Læs mere om F-kort.

Afdragsfrihed
Du har til alle realkreditlån mulighed for at vælge en periode med afdragsfrihed i op til 10 år. Afdragsfriheden skal dog bruges med omtanke, idet restgælden på lånet ikke nedbringes.

Bidrag
Den rente, du betaler på dit realkreditlån, går til de investorer, der køber de bagvedliggende obligationer. Realkreditinstituttet er derfor en slags mellemmand mellem dig og investorerne. For den administration opkræver realkreditinstitutterne en bidragssats. Bidragssatsens størrelse er afhængig af ejendomstype, belåningsinterval og lånetype. Vær opmærksom på at bidragssatsen er variabel og kan ændres.

Valg af boliglån ud over realkreditlånet

Har du ikke selv til den resterende finansiering udover 80%. og op til 95% af boligens værdi, kan du låne dette via 2 muligheder:

  1. Et lån i banken.  Banklånet er med variabel rente og kan maksimalt løbe i 20 år. Lånet kan til enhver tid indfries til kurs 100. Læs mere om banklån til bolig.
  2. Via pantebrevsfinansiering. Pantebrevet er typisk med fast rente, og er derfor her og nu dyrere end et tilsvarende banklån. Løbetiderne varierer, men er typisk ikke længere end 20 år. Der kan være specielle indfrielsesvilkår tilknyttet pantebrevet.