7 gode råd om køb af sommerhus

7 gode råd om køb af sommerhus

I 2017 blev der solgt det største antal sommerhuse i Danmark nogensinde, og meget tyder på, at tendensen fortsætter i 2018. Her får du 7 gode råd, du kan tage med dig i jagten på den perfekte sommerbolig for familien.

1. Køb med hjertet

Køb af sommerhus skal som udgangspunkt altid være drevet af lyst og behov – af drømmen om sit helt eget feriested. Det er nemlig her, du og familien slapper af og nyder fritiden - og friheden. Så det er vigtigt, at I kan se jer selv som sommerhusejere og føler jer i hjemlige omgivelser. Kør forbi og se sommerhuset, grunden og området flere gange og på forskellige tidspunkter af døgnet – så kan I som regel ret hurtigt fornemme, om det vil være det rigtige sted for familien.

> Få BoligBonus ved køb af sommerhus

2. Vand, natur og afstand fra hjemmet

Vand er som udgangspunkt altid populært, og for de fleste danskeres vedkommende skal sommerhuset også gerne omkranses af smuk natur. Og så skal der helst ikke være alt for langt at køre dertil hjemmefra. Find ud af hvilke sommerhusområder, der ligger i en radius af det antal kilometer, I er villige til at køre hjemmefra, og få overblik over de sommerhuse, der er til salg i områderne – så familien får en bruttoliste og et prisinterval at arbejde ud fra.

3. Hus i sommerhalvåret eller året rundt

I Danmark må du som udgangspunkt kun bo i dit sommerhus i sommerhalvåret, dvs. fra 1. marts til 31. oktober. I vinterhalvåret må du kun overnatte i dit sommerhus under kortvarige ferieophold. Pensionister kan dog på grund af nye regler bruge sommerhuset som helårsbeboelse, hvis de har ejet huset i et år.

Hvis du ikke er pensionist, men stadig gerne vil kunne bruge sommerhuset hele året rundt, kan du se efter et fritidshus, som er helårsanvendeligt, eller en såkaldt flexbolig. Flexboliger er tidligere helårshuse, som ofte ligger tæt på vand og i naturskønne omgivelser, og hvor den enkelte kommune har givet tilladelse til brug af huset en del af eller hele året.  

> Se dine muligheder for lån til sommerhus

4. Familiens gemmested eller plads til gæster

Den største værdi ved at eje et sommerhus ligger i at bruge det. Derfor er det en rigtig god ide at danne sig et overblik over, hvad sommerhuset skal bruges til. Det har ikke mindst betydning for, hvor stort sommerhuset skal være.

Hvis I regner med at få mange på besøg i sommerhuset, er det fornuftigt at sikre sig, at huset har nok kvadratmeter og værelser til sammenkomster og overnattende gæster – vejret tillader ikke altid, at der bliver slået telt op. Omvendt hvis sommerhuset alene skal bruges som et ”hemmeligt” gemmested for jer og ingen andre, kan I formentlig klemme jer sammen på færre kvadratmeter.

5. Livsnyder eller handyman

Er du blandt halvdelen af danskerne, der mener, at et sommerhus skal være let at vedligeholde, er det nok ikke et gammelt træhus, du og familien skal på udkig efter. Det betyder dog ikke, at sommerhuset skal være i perfekt stand – du kan sagtens investere i et ældre hus uden det store behov for modernisering.

Hvis dine hænder er skruet godt på, kan I være heldige at finde et ældre sommerhus, der trænger til en kærlig hånd. Hvis huset har haft de samme ejere i årtier, og gælden i huset er tæt på 0, er det nogle gange muligt at få ekstra nedslag i prisen og dermed få flere penge til renovering og istandsættelse.

6. Er prisen til forhandling?

Det kan være svært at tæmme sin begejstring, når du først har forelsket dig i et sommerhus. Men det er generelt altid fornuftigt at forholde sig til prisen på huset og mulighederne for nedslag. Nogle steder i landet skal salgsprisen på sommerhuse tages for pålydende. Andre steder ikke. Under alle omstændigheder er det godt at sætte sig ind i, om der er andre købere til huset, hvor mange sommerhuse i området, der er til salg, samt skele til, hvor længe huset har været til salg – vel at mærke inden du kaster dit bud efter sælger.

7. Beregn økonomien i sommerhuset

Nye regler betyder, at du kan finansiere op til 75 procent (tidl. 60 procent) af prisen på sommerhuset med et realkreditlån. 7 ud af 10 sommerhuskøbere benytter sig af de nye låneregler, som sparer dig for ca. 100.000 kroner før skat ved et sommerhuskøb på 1 million kroner, set over lånets løbetid på 30 år.

Det betyder, at sommerhuset til 1 million kroner vil koste dig ca. 5.000 kroner før skat om måneden, når du lægger 5 procent i udbetaling (myndighedskrav) og finansierer huset med et fastforrentet realkreditlån med afdrag og et variabelt forrentet banklån.
(Tal pr. 28. marts 2018. Der er ikke taget højde for ejerudgifter, ejendomsskat, forsikringer mv. i beregningen)