Gå til indhold PrivatErhvervAL-KontoKig Gå til navigation
Forårsstemningen har bidt sig fast – bare ikke i detailhandlen

Forårsstemningen har bidt sig fast – bare ikke i detailhandlen

30. marts 2017
Gå til nyhedsoversigt

Dagens konjunkturbarometre fra Danmarks Statistik viser forårstegn, særligt i industrien. Her steg konjunkturbarometeret endnu et nøk til -1, og det er det højeste niveau siden maj 2014.

Øv for detailhandlen

Til gengæld er der ikke så meget at fejre i detailhandlen. Her har tendensen i konjunkturindikatoren været faldende siden midten af sidste år, og indikatoren faldt yderligere i marts måned. Det kan virke en smule overraskende, for det ser rigtigt fornuftigt ud for privatforbruget, der er understøttet af både stigende indkomster, lave renter og højere formuer. Pengene havner bare ikke i den danske detailhandel, men bliver brugt på andre varer og tjenester.

Flere i arbejde, men de bliver sværere at finde

Der er ikke nogen tegn på, at de danske virksomheder, set under et, planlægger at skrue ned for ansættelsestempoet de kommende måneder. De samlede beskæftigelsesforventninger på tværs af sektorer, korrigeret for sæson, er steget markant over de seneste tre måneder. Selv om forventningerne til beskæftigelsen i de kommende måneder faldt lidt tilbage i marts måned, peger forventningerne faktisk på en acceleration i jobvæksten i år, trukket af fremgang i industrien.

Der er dog også malurt i bægeret: For mens virksomhederne generelt forventer at ansætte de kommende tre måneder, meldes der også om at manglen på arbejdskraft er en udfordring for mange virksomheder. Særligt i byggeriet, hvor hver 5. virksomhed melder om mangel på arbejdskraft. Vi er dog stadig langt fra niveauerne i 2006 og 2007.

Servicesektoren ligger stadig solidt

Temperaturen i den hjemmemarkedsorienterede servicesektor er steget pænt siden november sidste. Konjunkturbarometeret for servicesektoren tog dog et lille fald i marts, men ligger fortsat på et solidt niveau. Serviceindustrien er en af de mest beskæftigelsestunge sektorer herhjemme, og optimismen i sektoren lover godt for fortsat fremgang i beskæftigelsen. Også i byggeriet holdt konjunkturbarometeret sig uændret på et højt niveau.

Ser godt ud for vores naboer

Optimismen blomstrer også uden for vores grænser, hvor de europæiske PMI-indeks er steget til de højeste niveauer siden 2011. Det peger på stigende vækst hos vores naboer, særligt Tyskland, og det er godt nyt for Danmark og de danske eksportvirksomheder.

Kontakt

Kontakt

Selvbetjening

Selvbetjening